Den nye Svømmebadsværtsuddannelse afløser svømmebadsassistentuddannelsen
og giver medarbejdere i svømmebade mulighed for at få papir på deres kompetencer
med fleksible rammer.
Den nye Svømmebadsværtsuddannelse afløser svømmebadsassistentuddannelsen
og giver medarbejdere i svømmebade mulighed for at få papir på deres kompetencer
med fleksible rammer.
Med den nye fleksible svømmebadsværtsuddannelse bliver det muligt
at tilrettelægge uddannelsen, så den tages sideløbende med arbejdet i svømmehallen,
uden at man skal på skole i flere uger i træk. Noget, der ifølge formanden for
Danske Svømmebade Mette Thau Bendstrup, har været en mangelvare ude i anlæggene.
- Selve indholdet er selvfølgelig fastlagt og obligatorisk, men den nye modulopbygning
gør det lettere selv at bestemme, hvornår og med hvad man starter. Der er ikke en
bestemt rækkefølge eller lange skoleophold, man skal tage hensyn til. Så det bliver
forhåbentlig også lettere at få til at passe ind i den daglige drift af svømmebadet for
både medarbejder og leder, forklarer hun.
Erstatter Svømmebadsassistentuddannelsen
Den nye uddannelse erstatter den gamle Svømmebadsassistentuddannelse, der var en
erhvervsuddannelse og dermed tilrettelagt som andre erhvervsuddannelser
med bestemte starttidspunkter og længere skoleophold.
Målgruppen for uddannelsen viste sig dog i høj grad at være ansatte, der allerede havde
gjort karriere i svømmebade, og nu gerne ville have papir på deres kompetencer, og når
man allerede er en fasttømret del af en svømmehal og etableret i privatlivet, kan det godt
være svært at få det hele til at gå op med længere skoleophold, der kun foregår ét sted i landet.
- Det er ikke fordi, at den gamle uddannelse var dårlig, men rammerne var utidssvarende i
forhold til det, der blev efterspurgt i branchen. Selvom den i sin tid var tiltænkt som en
uddannelse, der kunne tiltrække unge mennesker til en karriere i svømmebadsbranchen,
så var det ikke dem, den tiltrak. Det betød i praksis, at der var nogle grundlæggende
elementer, der ikke matchede det behov, sådan en uddannelse skulle dække, og som den
nye Svømmebadsværtsuddannelse gør, siger Mette Thau Bendstrup.
To uddannelser i en
Den nye uddannelse er skabt i samarbejde med HI og Idrættens Udviklingscenter (IUCE), der
begge har store netværk og kompetencer inden for branchen. Samarbejdet gør det muligt at
skabe to uddannelser – en til vådhaller, hvor Danske Svømmebade udbyder de relevante
moduler, og en til tørhaller, hvor HI udbyder moduler.
Fællesmodulerne, som man skal have, uanset hvilken specialisering man vælger, udbydes
af IUCE for, og de handler blandt andet om service og kommunikation, konflikthåndtering
og værtskab.