Muslimsk pige skal deltage i skolens svømmeundervisning



En 12-årig muslimsk pige skal deltage i skolens svømmeundervisning selv om hun mener, at det strider mod hendes tro at bade med drenge i bar overkrop.

Det har en tysk domstol afgjort, skriver Kristeligt Dagblad med den tyske avis Die Welt som kilde. Domstolen foreslog at hun bruger en burkini i svømmehallen som mange andre muslimske piger gør i Tyskland.

Det Islamiske Trossamfund i Danmark mener, at dommen er forkert:

- Tyske domstole har ikke nogen forståelse for religion og religiøse ritualer. Det så vi også for nylig, hvor en tysk domstol nærmest forbød drenge at blive omskåret og deraf startede hele debatten om omskæring, siger talsmanden Imran Shah.

Han mener, at dommen kan være farvet af, at i Tyskland er der tradition for, at mænd og kvinder bader sammen i saunaer.

- I islam er det ikke tilladt at vise sig nøgen over for andre mennesker. Nøgenhed er hverken noget, man praktiserer, eller noget ens øjne bør falde på. Man kan sammenligne det med, at hvis det var forbudt for mig at drikke alkohol, ville det også være forbudt for mig at sælge det. Det samme gælder her. Når nøgenhed ifølge Koranen er forbudt for pigen, er det heller ikke tilladt for hende at være sammen med nøgne folk af det modsatte køn, siger Imran Shah.

Skrevet af Administrator