Aabenraa Kommune har afsat 50 millioner kroner til en ny svømmehal, der skal erstatte den nuværende i Arena Aabenraa.
Ifølge budgettet skal pengene først frigives i 2022 og 2023, men et enigt kultur- og fritidsudvalg anbefaler nu til byrådet, at man frigiver én million kroner til projektet.
Det sker for at sætte gang i processen så tidligt som muligt. Sådan lyder det fra udvalgsformand Lars Kristensen (V).
- Vi stikker ikke en spade i jorden endnu, men vi skal have taget hul på projektet. Det skal naturligvis gøres ordentligt, så vi skal have rådført os med rådgivere og få lavet nogle undersøgelser. Det er den slags, pengene kan bruges på, uden de er øremærket noget helt specifikt. Og der vil selvfølgelig være styring med pengene, siger udvalgsformanden til Jyske Vestkysten.
Fremtidens svømmehal
Aabenraa Kommune indgår som case i den kommende analyse af danskernes svømme- og vandkultur, som Dansk Svømmebadsteknisk Forening er en del af.
Her skal Idrættens Analyseinstitut undersøge, hvad der er vigtigt, når vi i fremtiden træffer beslutninger om renovering af eksisterende svømmebade og opførsel af nye.
I Aabenraa skal arbejdet blandt andet påbegyndes ved at kigge på brugerinddragelse. For Lars Kristensen og kompagni er det nemlig vigtigt, at der bliver lyttet til borgernes behov og ønsker.
- Det er vigtigt, at vi får hørt alle. Der er helt sikkert en masse ønsker, og dem kommer vi også til at efterlyse. Så må vi se, hvad pengene rækker til, pointerer udvalgsformanden.
Den nye svømmehal i Aabenraa skal stå færdig i 2023. Første del af undersøgelsen om danskernes svømme- og vandkultur forventes afsluttet i maj 2020.
Danske Svømmebade er gået sammen med LOA og Dansk Svømmeunion om en videnHUB, der skal sikre ny viden om fremtidens svømmevaner og -anlæg. Arbejdet er så småt gået ind i sin afgørende fase, og samarbejdspartnerne forventer at lancere en række interessante resultater i foråret 2021.