Af Casper Holm, Danske Svømmebade
Hvis man skal bygge eller renovere en eksisterende svømmehal, kan man ikke undgå at skulle forholde sig til beton som en væsentlig del af byggeriet.
Beton er det mest anvendte byggemateriale i verden og benyttes bl.a. til fundamenter og en lang række andre formål herunder til vægge og lofter i bygninger og ikke mindst svømmehaller.
Betonens holdbarhed i relation til netop svømmehaller var et fokusområde på Danske Svømmebades årsmøde i Helsingør. Her havde foreningen inviteret seniorrådgiver og betonspecialist, Jens Mejer Frederiksen fra COWI, til at holde oplæg om områdets udvikling.
Det gjorde Jens på indlevende vis for lang række årsmødegæster, der glædede sig over et indlæg, hvor der var plads til at nørde og fordybe sig i et relativt komplekst fagområde.
COWI-eksperten fremhævede indledningsvist, at der i Danmark historisk set har været mange problemer med utætte svømmebassiner. Fælles for mange af tilfældene har været, at vandet er strømmet igennem betonen og fået armeringsjernet til at ruste.
– Før 1980’erne var man for optimistisk med, hvad beton kunne holde til, og man undervurderede aggressiviteten af svømmebadsvand. Det har vi lært meget af, og den faglige viden kommer os nu til gode, forklarede Jens Mejer Frederiksen.
Store revner
En af grundene til, at svømmebassinerne viste sig at være utætte, hænger ifølge Jens Mejer Frederiksen sammen med fænomenet alkalikiselreaktioner (AKR).
I 1960erne og 1970erne brugte man i høj grad sand fra grusgrave til at lave beton. Sandet viste sig dog at indeholde ret porøse flintkorn, der kunne gå i kemisk forbindelse med alkaliioner fra cementen og skabe et fugtigt miljø, der får kornene til at ekspandere og betonen til at revne.
AKR blev i starten af 1980erne anerkendt som en primær skadesårsag, hvilket betød, at mange byggerådgivere begyndte at advare mod at bruge det i svømmebassiner. Det skete bl.a. igennem Dansk Betonforening, hvor Jens var aktiv sammen med sin læremester, Svend E. Petersen.
De udgav i 1983 et tidsskrift med fokus på alkalikiselreaktioner, der efterfølgende var medvirkende til, at man fra midten af 1980’erne stoppede produktionen af AKR-latent beton.
– Nogle steder udskiftede man de utætte svømmebassiner, mens man andre steder valgte at beklæde bassinet med en bitumen-plade-membran, der blev placeret under cirka 10 centimeter armeret beskyttelsesbeton, der var forankret til den oprindelige konstruktion. Hvis arbejdet blev udført korrekt, var bassinet herefter fuldstændig vandtæt, siger Jens Mejer Frederiksen.
Katodisk beskyttelse og kloridudtrækning
I slutningen af 1980’erne skete der ifølge Jens Mejer Frederiksen endnu en vigtig ting i forhold til at skabe bedre og mere holdbar beton.
I 1987 begyndte planlægningen af Storebæltsbroen, hvilket inspirerede til nye og bedre krav til beton udsat for saltholdigt vand. Kravene blev senere indskrevet i en norm fra Dansk Standard og har haft stor betydning for udviklingen af området.
De nye krav og den løbende udvikling har gjort betonen mere modstandsdygtighed over for de miljømæssige udfordringer, der typisk ses i svømmehaller såsom f.eks. kloridindtrængning, fugt, kemiske angreb og temperatursvingninger.
COWI-eksperten fremhævede i den forbindelse et par eksempler på svømmehaller, han i en længere årrække har fulgt, efter at de begge er blevet renoveret i slutningen af 1980erne. Det drejer sig Lyngby og Virum Svømmehal, som begge har overlevet på grund af løbende vedligeholdelser.
I Lyngby Svømmehal foregår vedligeholdelse ved katodisk beskyttelse, der kort fortalt handler om, at man etablerer et elektrisk kredsløb i betonen, som får kloriden til at gå væk fra betonen. Du kan læse meget mere om katodisk beskyttelse lidt senere i denne udgave af Svømmebadet.
I Virum Svømmehal har man brugt en lidt anden metode, forklarede Jens Mejer Frederiksen. Her har man i stedet forsøgt at skrue op for strømmen, så kloriden nærmest ryger ud af betonen. Denne metode kaldes kloridudtrækning og har bevirket, at svømmehallen, der oprindeligt er fra 1971, fortsat lever i bedste velgående.
- Ved at ty til metoder som katodisk beskyttelse og kloridudtrækning har man flere steder formået at forlænge levetiden på svømmehaller, man frygtede skulle lukke. Erfaringerne er guld værd, fordi vi på den kan agere mere bæredygtigt ved at vedligeholde noget fremfor at rive det ned og bygge noget nyt, forklarede betoneksperten.
Fremtidsperspektiver
Jens Mejer Frederiksen sluttede det underholdende oplæg af med at forholde sig til, hvordan området kommer til at udvikle sig.
Her gjorde seniorrådgiveren det klart, at der som præsenteret findes måder, hvorpå man kan løse skader i betonen. Derudover fremhævede han det faktum, at man i dag er så dygtige til at fremstille beton af en tilstrækkelig kvalitet, at det ikke længere er et problem.
COWI-eksperten pegede i stedet på en række udførelsesfejl som f.eks. utætte støbeskel, utætte klamsjern og utætte væg- og dæksamlinger som en dominerende faktor i forhold til svømmehallernes betonskader.
En stor del af problemerne skal ifølge Jens Mejer Frederiksen altså findes i svømmehallernes design og måden, de udføres på, og det er der heldigvis råd for, sagde han.
- Vi bliver hele tiden klogere i forhold til, hvilke løsninger der fungerer og ikke fungerer, når det kommer til beton i svømmehaller. Vi skal blive ved med at dele de gode erfaringer med hinanden og huske, at der oftest kan findes en god løsning.
Skrevet af Casper Holm
