Allerød har store problemer med at få plads til alle 1.300 svømmere



En gave på 15 millioner kroner til et eftertragtet 50 meter bassin i Blovstrød Svømmehal kan kommunen ikke tage imod fordi anlægsrammen så overskrides.

- Man får ikke en elite i dansk svømning uden vand …

Ordene kommer fra Mette Koch Sonnenberg – formand for Sigma Swim Allerød med 1.300 medlemmer og store vandproblemer.

Det er en af landets største og mest succesrige svømmeklubber, men Frederiksborg Amts Avis kan fortælle, at problemerne tårner sig op.

Blovstrød Svømmehal skal renoveres, fordi der daglig strømmer 8-12 m3 vand ud af utætheder. Byrådet har bevilget 5,25 millioner kroner til renoveringen – men regningen ser nu ud til at blive 1,2 millioner kroner højere fordi beton-konstruktionen under bassinet er tæret i højere grad end antaget ligesom fliserne ikke kan bruges mere:

- Selv om det var Teknologisk Institut, der lavede undersøgelserne, var der nogle ting, der ikke blev opdaget i første omgang. Det er dybt beklageligt, siger den radikale Agnete Fog, der er formand for Klima- og Miljøudvalget til avisen.

Må sige nej til en milliongave

Svømmeklubben havde ellers vejret morgenluft for at få en udvidelse med et 50 meter bassin; en udvidelse som koster 20-25 millioner kroner ifølge klubbens beregninger.

De 15 millioner har klubben fået tilbudt fra en hemmelig sponsor og med de knapt 6,5 millioner kroner til renoveringen var udvidelsen godt og vel på plads økonomisk.

Men dén idé afviser borgmester Erik Lund, konservative, fordi totalbeløbet tæller med i anlægsrammen for kommunen, og den vil blive overskredet - eller andre projekter skal udskydes.

Kan koste klubben elitestatus

Svømmeformanden mener at det kan koste klubben overlevelsen som eliteklub, at der ikke er et 50 meter bassin i Blovstrød Svømmehal.

De nærmeste bassiner er i Hillerød - hvor Hillerød Svømmeklub selv mangler vandtid - og i Farum, hvor Sigma tidligere have en aftale. Den er opsagt, så svømmeklubben må nu træne i den offentlige åbningstid, hvilket ikke giver optimale betingelser.

Skrevet af Administrator