»Vandtræning bølger frem« er overskriften i dagbladet Politikens tillæg Lørdagsliv, som 23. november brugte forsiden og 2 sider til at fortælle om AquaPunkt.
Avisen konstaterer, at 146 svømmebade nu er med, samt at 2,5 millioner danskere - knapt hver anden - inden for de sidste 14 dage har haft smerter i muskler eller led. Så behovet for vandtræningen er absolut tilstede!
Artiklen gennemgår tilbuddene i Aqua-paletten, og har snakket med livredder og AquaCoach Anne Lenau fra Øbrohallen i Københavns Kommune:
- Vand bærer din vægt og sikrer, at du ikke falder eller før noget for hurtigt eller forkert. Samtidig giver vand også modstand, og hvis du skal tvinge vores flydende vægte ned, så får du altså sved på panden, fortæller hun.
Hun mener, at vand er den bedste træningspartner, og siger:
- Min vigtigste funktion er at give badegæsterne mod på at fokusere på sig selv og turde fylde lidt i bassinet.
Aqua-paletten udbydes af Gigtforeningen og Dansk Svømmebadsteknisk Forening, og siden starten i 2009 117.000 mennesker selv prøvet, mens 1,3 millioner voksne danskere har kendskab til AquaPunkt.
Erfaringerne viser også, at det er et emne, som giver svømmebadene rigtig god medieomtale.