Århus: 80 år forud for tiden ...



15. september 1933 var dagen, hvor landets 4. svømmehal åbnede: Det skete i Århus under det eksotiske navn Badeanstalten Spanien.

Og det var en svømmehal som allerede for 80 år siden indvarslede dén wellness-bølge, vi nu oplever!

Faktisk var badeanstalten delt i 3: Under svømmehallen - hvor skolebørn lærte at svømme og de lokale svømmeklubber holdt til - lå en badeanstalt for århusianere, der ville have et brusebad og et dampbad. Det var dengang ikke normalt i hjemmene.

Den 3. del lå på 3. sal - langt væk fra folket, fortæller Århus Stiftstidende. Denne del med damp- og varmluftsafdeling blev populært kaldt Grossererbadet. Piccoloen sendte de velbjærgede mænds tøj til rensning, mens kroppen blev plejet, og for fruerne var der i stuen en luksusafdeling med badekar, damprum, varmluftsrum, højfjeldsrum og pedicurerum.

Europas mest avancerede teknik

Teknologisk blev det beskrevet som Europas bedste anlæg rent teknisk: Kunstigt regnvejr fra luftet med fyrrenåleduft, belysning under vandet, varme i gulvet og havvandet i svømmebassinet blev kontinuerligt skifte ud med renset saltvand tilsat klor.

Udluftningen blev klaret ved et specielt udviklet ventilationssystem, så det var ikke underligt, at der de første 2 åbningsdage kom 60.000 besøgende fra hele Jylland!

Budgettet på 750.000 kroner blev overskredet med 50 % - totalsummen svarer i 2013-kroner til 42,1 millioner.

Også titelmæssigt var Spanien forud: Badeassistenter fandtes der nemlig 7 kvindelige og 7 mandlige af plus en bademester, en badeinspektrice, en maskinmester, en maskinassistent, 2 damer til billetkontoret, 2 arbejdsmænd, 2 piccoloer og 4 rengøringskoner.

Men selv  om Spanien var forud for sin tid, blev anlægget indhentet af tiden: Den lukkede i 2010 og blev efter en stor renovering åbnet i maj 2012 som et moderne svømmebad med oplevelsen i fokus.

Skrevet af Administrator