Årsmøde 2021 - AquaShare Live


Årsmøde 2021 - AquaShare Live Af Karin Rye Riddermann, Danske Svømmebade 

 

Danske Svømmebades årsmøde, AquaShare Live, bød på to dage fulde af spændende dialog og konstruktive debatter om energiteknik, bæredygtighed, sundhedsdagsordenen og ikke mindst svømmebadet som oplevelsesfacilitet.

Hotel Legoland skabte gode rammer for både vores oplæg, vores pauser og ikke mindst vores traditionsrige netværksaften, der igen i år foregik i det nybyggede Legoland Castle – det kan nu noget at hygge med kollegaer og samarbejdspartnere omgivet af riddere, prinsesser og drager i glade farver!

Fremtidens Idrætsfaciliteter

Efter en kort velkomst fra formand Lars Norring, bød vi særlig velkommen til Merete Riisager, der som direktør for Dansk Svømmeunion repræsenterer den største organiserede brugergruppe af de danske svømmehaller. Merete fortalte om Dansk Svømmeunions ambitioner om at flere danske børn og unge skal lære at svømme (bedre), og hvordan det mål kræver mere vandtid for at kunne indfries.

Og så blev alle tilstedeværende udfordret til at deltage i Christiansborg Rundt 2022, og den bold blev da vist taget op af flere af vores svømmevante medlemmer!

Lokale- og Anlægsfonden præsenterede vores fælles store projekt om Fremtidens Idrætsfaciliteter og gav anledning til gode overvejelser om, hvordan vi som facilitetsledere, leverandører og rådgivere kan bruge de analyser, som rapporten bygger på. Som en del af præsentationen fik vi løftet den første flig af sløret for resultaterne af vores store spørgeskemaundersøgelse omkring energiforbrug i danske svømmehaller – hvor Bjørn Aas fra NTNU ikke var bange for at sige at det på tallene ser ud som de fleste danske svømmebade har et potentiale for langt flere gæster! Den påstand glæder vi os til at dykke meget mere ned i.

Bæredygtighed

Eftermiddagens første del var sat i bæredygtighedens tegn. I den indledende debat blev der stillet mange spørgsmål omkring svømmehallerne og FN’s Verdensmål, og selv om vi måske ikke fik mange konkrete svar ud af debatten, er vi overbeviste om, at vi som branche skal ruste os til kommende krav fra både stat og kommuner til en bevidsthed og måske endda dokumentation af tiltag, der fremmer bæredygtigheden – også i svømmebadene, der ligger i top 3 over kommunernes mest ressourcekrævende bygninger.

Derfor var det også relevant at få præsenteret værktøjet DGNB, som er en tysk certificeringsordning, som Christine Collins fra Sweco kunne fortælle bliver implementeret i rigtigt mange danske byggerier. DGNB stiller krav til alt fra behandling af affald i byggeprocessen til bygningens langsigtede klimapåvirkning, og den er derfor et godt redskab til at gennemgå både nye byggerier, renoveringsprojekter og eksisterende bygninger.

Sundhed og genoptræning

Hvis der var et landshold i Genoptræning, vil jeg være angriber, og jeg vil være anfører!” Sådan sagde Mikkel Salling Holmgaard fra Genoptræning DK, der efter et knivstikkeri blev ’opgivet’ af systemet og overladt til et liv med en lam venstrearm. Den skæbne var ikke god nok for den unge elitehåndboldspiller og med benhård og motiveret genoptræning fik han hejst sig selv op ved hårrødderne og har i dag fuld funktionalitet i den tidligere helt lamme arm.

Den oplevelse blev startskuddet til en livsmission, hvor Mikkel faciliterer bedre genoptræningsmuligheder via fællesskaber og de sidste par år også i mere organiseret regi på sit eget genoptræningscenter.

Mikkel er stor fan af genoptræning i vand, og ser mange muligheder for at svømmehallerne kan udnytte ’tomme’ tider til at invitere til fællestræning og enten lave aftaler med Mikkels egen virksomhed eller selv facilitere en langt bedre og mere motiveret genoptræning end den, der i dag er muligt via det etablerede system.

Mikkels tilgang til bedre udnyttelse af vores vand, blev understøttet af den næste oplægsholder, Ane Tarp Hansen, der er leder af sundhedsafdelingen i Vejen Idrætscenter. Anes oplevelse med brugerne i Vejen Idrætscenter er netop, at der ofte ikke skal ’så meget til’ for at man kan aktivere en gruppe borgere, der måske ikke ellers ville komme i centeret.

Vejen Idrætscenter er naturligvis stort og entreprenant, men de tilstedeværende blev i hvert fald inspireret til at se på egne faciliteter med nye øjne og fokus på de mange muligheder for at tiltrække og aktivere gæster ud over de ’sædvanlige’.

AquaPunkt

Dagens faglige program blev rundet af, af Liselotte Jakobsen og Leila Alsing, som mange kender som vores oprindelige og meget engagerede AquaPunkt-instruktører.

Modsat hvad mange (åbenbart) tror, er AquaPunkt nemlig ikke død og begravet, og vi arbejder i foreningen på at udvikle et koncept, som er mere bæredygtigt: et koncept som giver mulighed for fornyelse, som støtter op om AquaPunkt-hallernes behov og som fastholder den gode uddannelse af personalet, så vi kan bygge på AquaCoaches’enes viden og erfaring med øvelserne ude i virkeligheden.

Med smilet rundt i verden

Inden vores netværksmiddag fik vi gymnasticeret både smilerynkerne og tårekanalerne, da tryllekunster Jesper Grønkjær underholdt og fastholdt publikum med en skøn og tankevækkende blanding af trylleri, lysbilleder fra sine mange rejser og ikke mindst meget personlige beretninger om de mange mennesker, han har mødt på sine rejser til Ny Guinea, Sydamerika, Nordkorea og Honduras – mange skæbner var forfærdelige, og Jespers budskab om smilet som ambassadør for bedre forståelse imellem mennesker gik rent ind.

Svømmebadet som oplevelsesfacilitet

Esben Danielsen, der er fagdirektør for Kultur og Fritid i Københavns Kommune er altid forfriskende og formåede i den grad at vække tilhørerne med andendagens første indlæg.

Opfordringen var klar: se på dit eget anlæg, gennemgå din kunderejse (med forskellige kundegruppers briller på – de 13-årige drenge, der har fået penge med til billetten, skal jo også kunne komme ind, ikke?) og sørg for at svømmefaciliteterne er indbydende og attraktive for lige præcis de målgrupper, som du har bestemt dig for at appellere til!

Kaare Jakobsen fra Frederikssund Svømmehal fulgte trop med en god gennemgang af den proces, som han netop har stået i spidsen for som et led i sin uddannelse til Centerleder. Gennem kundeanalyser og tjek på kunderejsen har man identificeret flere kontaktpunkter, der kunne forbedres (som fx en skoreol, der kun kunne rumme sko op til str. 34) uden store økonomiske investeringer, og man har under corona kunnet arbejde aktivt med at ændre personalets rolle og identitet fra Livredder (opsynspersonale) til værtsrollen. Det har givet gladere gæster og personalet er nu mere bevidste om altid at fremstå venlige og proaktive med tilbyd om hjælp mv.

Årsmødet blev rundet af med et besøg i det nyrenoverede Billund Bad, hvor et udvidelsesprojekt blev til et renoveringsprojekt, fordi man opdagede råd i hele tagkonstruktionen. Vandbehandlingsanlægget er totalrenoveret og forhal mv. fremstår meget indbydende med et godt lysindfald.

Du kan finde præsentationerne via dit log-in på AquaShare, hvor de er at finde i mappen vedr. årsmødet , som ligger under "gruppens filer" i venstre side. Du kan logge ind til AquaShare her.

Se billeder fra årsmødet her

Skrevet af Maj-Britt Marschall