Årsmøde og Generalforsamling 2022



Formanden for Danske Svømmebade Mette Bendstrup byder velkommen til Årsmødet 2022.

Hotel Comwell i Middelfart dannede rammen, da Danske Svømmebade holdt Årsmøde og Generalforsamling den 15.-16- marts 2022.  
 
Det var to tætpakkede dage med mange spændende oplæg og selvfølgelig rig mulighed for at få hilst på hinanden igen efter to år præget af CoVid-19.  
 

De faglige oplæg 

Og selvom CoVid-19 stadig var et emne i bestyrelsens beretning fra generalforsamlingen, var det heldigvis bæredygtighed, sikkerhed og fremtidsmulighederne for svømmebade i Danmark, der var i fokus på både Generalforsamlingen og i de meget forskellige oplæg på Årsmødet. 

Her var nemlig oplæg for enhver smag – lige fra hvordan svømmebade kan arbejde med FN’s 17 verdensmål i deres rejse mod en bæredygtig udvikling, til hvordan optimering af ventilationsanlæg eller brugen af HVLS loftvifter kan hjælpe svømmebadene med at blive mere bæredygtige. 

 

Et andet emne der gik igen var sikkerhed i svømmebadene, både for besøgende men i høj grad også for de medarbejdere, der har deres daglige gang i svømmebadet. For hvordan er det nu, at reglerne for udgangsstoffer til eksplosiver er? Eller hvordan laver man den bedste kemiske risikovurdering? Og hvor gamle må sikkerhedsdatablade egentlig være, når det gælder de produkter, vi håndterer hver dag i svømmehallen?  
 
Det og meget mere fik deltagerne svaret på, da Sikkerhedsstyrelsen, JobLife, Niras og AM-Gruppen holdt oplæg om sikkerhed i svømmebade. Det var både informerende og grundigt, og satte fokus på mange ting, som måske virker uoverskueligt for mange medarbejdere, eller som der ikke bliver fokuseret så meget på i dagligdagen, men som er utrolig vigtigt at have styr på. 
 
Sidste emne på de faglig oplæg handlede om arkitekturen i svømmeanlæg, hvor Klaus Rask Petersen fra Niras og Erik Rønde Andersen fra P+P Arkikter kom deres bud på, hvad man med fordel kan lægge ekstra vægt på, når man designer svømmeanlæg.  
 
Og så blev Årsmødet afsluttet med en præsentation af det store projekt Vandkulturhuset Papirøen i København, der ifølge planerne blandt andet kommer til at byde på et opvarmet udendørsbassin på toppen af bygningen og et 45 grader varmt japansk bassin. 

Nåede du ikke med til Årsmødet? Eller har du måske brug for en genopfriskning af nogle af oplæggene? Så kan du læse meget mere om dem i næste nummer af Svømmebadet! 



Generalforsamlingen
 

Årets generalforsamling lignede i store træk sig selv. Bestyrelsens beretning blev fremlagt af formanden Mette Bendstrup. Her blev der blandt andet lagt væk på den effekt, CoVid-19 har haft på mange svømmebade, samt vigtigheden af det arbejde, der kommer, med at få gæsterne tilbage i anlæggene. 
 
Ligeledes var sikkerheden et vigtigt punkt - både i form af sikkerhed på arbejdspladsen, hvor det vigtige ting som kemikaliehåndtering, arbejdsmiljø og et godt indeklima for både medarbejdere og gæster, og i form af badegæsternes sikkerhed.  
 
Danske Svømmebade har i mange været en del af Erhvervslivredderprøven, som hele tiden bliver videreudviklet og kvalitetssikret i samarbejde med de andre organisationer, der er med i udviklingen af Erhvervslivredderprøven. 
 
Sidst men ikke mindst adresserede Mette det skifte, der har været på formandsposten i efteråret 2021, hvor Lars Norring måtte træde tilbage som formand på grund af et jobskifte. Han blev i den forbindelse erstattet er Lone Madsen fra Tønder Svømmehal. 
 
Hele beretningen kan læses her. 
 
Budgettet blev fremlagt 
Budgettet var selvfølgelig også på Generalforsamlingens dagsorden, og selvom der ikke var så stort et overskud, som foreningen havde budgetteret med, var der tilfreds at spore blandt bestyrelse samt medlemmer.  
 

Gengangere og nye ansigter 

Bestyrelsen i Danske Svømmebade har vokset sig lidt større i år, da vi kan sige velkommen til både Peter Thygesen Nilsen, Jesper Misfelt og Eddie Kjær Larsen, der alle tre blev valgt ind som suppleanter. Peter er Produktchef i Menerga, Jesper og Eddie arbejder for henholdsvis Aarhus og Københavns Kommune, og de er alle begejstrede for at være en aktiv del af Danske Svømmebade, og det netværk, det giver. 

- Der sker nogle virkelig spændende ting inden for svømmehalsbyggeri her i tiden, og der er mange erfaringer, som vi for eksempel gør os her i København - både hvad der fungerer, og hvad der ikke gør - som man kan tage med sig i byggerier andre steder. På den måde behøver vi alle sammen gøre os de samme erfaringer, men vi kan til en vis grad lære af hinanden, og kan se forskellige måder at gribe det an på, fortæller Eddie Kjær Larsen.  

Ligesom Eddie er Jesper Misfelt enig i, at netværket som Danske Svømmebade er med til at opbygge har rigtig stor værdi. 

- Danske Svømmebade er på mange områder bindeleddet mellem alle de aktører, der sidder ude i landet og som ofte slås med de samme ting, så det, at der bliver mulighed for samarbejde på tværs og vidensdeling, ser jeg som en af foreningens store styrke, fortalte Jesper efter generalforsamlingen. 

Og netop vidensdelingen, og muligheden for at lære mere af hinanden, er noget af det, som Peter Thygesen Nilsen glæder sig til ved det kommende bestyrelsesarbejde 

- En svømmehal er en teknisk svær størrelse, som kræver et godt samspil mellem teknikken, driften og brugerne. Jeg ser derfor frem til at bidrage med min faglighed og sikre forståelse for denne treenighed, så vi sammen kan gøre svømmehallerne mere bæredygtige. Og så glæder jeg mig personligt til at lære endnu mere om vandteknikken og brugernes adfærd, så vi når økonomisk, miljømæssig og social bæredygtighed, uddyber han. 
 

Udover de tre nye, blev alle der genopstillede genvalgt, så bestyrelsen består i dag af Mette Bendstrup, Mads Ramsing, Klaus Rask Petersen, Liselotte Jakobsen, Carsten Heuck Jørgensen, Henrik Due, Lone Madsen samt de tre suppleanter Peter Thygesen Nielsen, Eddie Kjær Larsen og Jesper Misfelt. 

Skrevet af Maj-Britt Marschall