Nu lysner det en smule for Sigma Swim Allerød: Svømmeklubben havde fundet en sponsor med 15 millioner kroner, så der kunne blive bygget et tiltrængt 50 meter bassin i forbindelse med en renovering af Blovstrød Svømmehal.
Allerød Kommune afviste gaven i første omgang, fordi byggeriet ville påvirke anlægsrammen. Men nu vil kommunen alligevel se på muligheden for at udvide med et 50 meter bassin.
- Vi vil gerne anerkende det store arbejde, som Sigma laver og alle de frivillige lægger i svømmeklubben, fortæller Agnete Fog, der er formand for Klima- og Miljøudvalget til Frederiksborg Amts Avis.
Byrådet har derfor netop besluttet, at første trin er en renovering af svømmehallen, men sideløbende skal der i samarbejde med svømmeklubben laves et analysearbejde.
Svømmeklubben siger, at uden et 50 meter bassin er det svært at holde på elitesvømmerne - og kommunens udmelding er, at der ikke de kommende 4 år er penge til udvidelsen. Spørgsmålet er derfor om svømmeklubben kan vente så længe.