Blovstrød: Svømmehal forfalder og er for kort



»Smuldrende beton og rustne armeringsjern. Utætte vandrør under bassinet. Et gammelt og uhygiejnisk overløbssystem. Og så mangler der lige et par centimeter i længden.«

Denne status for Blovstrød Svømmehal i Nordsjælland giver Frederiksborg Amts Avis om hjemmebanen for de 1.000 medlemmer af Allerød Svømmeklub.

Tilstanden blev afsløret under en undersøgelse mens vandbehandlingsanlægget blev renoveret i sommer – og konklusionen er, at reparationerne bør ske inden for 3-5 år.

For 4 år siden, da klubbens topsvømmer Lotte Friis ville lave et rekordforsøg i hallen, viste en opmåling i øvrigt, at 25 meter bassinet var cirka 3 centimeter for kort!

Allerød Kommune kan renovere for 3,75 millioner kroner, men vil hellere investere 5,25 millioner kroner, så overløbssystemet også kan fornys samtidig med at bassinet vokser til 25 meter:

- Vi indstiller den dyre løsning, hvor vi ikke bare reparerer, men laver en bedre løsning på overløbet. Det vil være mere hygiejnisk, og betyde, at man kan bruge mindre klor i vandet. Så det er både en reparation og en opgradering, siger den radikale Agnete Fog, som er formand for kommunens klima- og miljøudvalg.

Skrevet af Administrator