Bornholm trækker på DSF’s viden



25 medarbejdere fra bornholmske campingpladser, hoteller og feriecentre på en todages workshop om hvordan de sikrer gæsterne god hygiejne og godt badevand i bassinerne

- Selv om vi har badevand hele vejen rundt om Bornholm, så er der alligevel brug for svømmebassiner. Og det er vigtigt for gæsterne, at vi har styr på vandkvaliteten.

Sådan siger Claus Møller, som ejer Møllers Dueodde Camping. Han er én af initiativtagerne til et kursus onsdag-torsdag 3.-4. maj, hvor campingpladser, hoteller og feriecentre er inviteret:

- Interessen er stor: Alle 25 pladser er optaget, fortæller Claus Møller, som tog kontakt til Aqua Akademiet for at få hjælp. 

De 25 får en introduktion til de mange ting, de skal holde styr på i hverdagen: Bekendtgørelse, vejledning, standard, godkendelser, vandprøver samt masser af udtryk og kemiske begreber:

- Det kan være svært at overskue, så workshoppen skal give en forståelse for reglerne og tips til at sikre god vandkvalitet og en høj hygiejnisk standard i bassiner med stor variation i gæstetallet, fortæller Carsten Larsen, som er formand for Dansk Svømmebadsteknisk Forening.

Foreningen har også for nyligt holdt en tilsvarende workshop i Fredericia på SportsFair i samarbejde med Campingrådet og hotelorganisationen HORESTA – og det er Lene Bach og Jean Kristensen, som underviser:

- Noget af det vigtigste er, at der fokuseres på arbejdsrutiner, analyser og teknologier, så gæsterne får en god badeoplevelse – og nøglen til succes er, at have styr på teknik, drift og vedligehold i tæt samspil med mennesker, siger Lene Bach.

Hun føjer til, at erfaringsudvekslingen og sparring med kollegaer med samme ansvarsområde som en selv, kan være en stor hjælp i hverdagen, så de 25 deltagere får også fagligt netværk ud af workshoppen.

Workshoppen bliver i øvrigt en blanding af teori og praksis, og derfor foregår den to steder: Sannes Familiecamping og Gudhjem Svømmehal.

 

Billedtekst/

- Nøglen til succes er, at have styr på teknik, drift og vedligehold i tæt samspil med mennesker, siger Lene Bach, som underviser på workshoppen i Gudhjem om badevandskvalitet. (Foto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator