Politikerne i Brøndby Kommune og Rødovre Kommune arbejder på at bruge 65 millioner kroner på en renovering af Vestbadet; en renovering, som kan betyde et farvel til 50 meter bassinet og til friluftsbadet, fortæller Folkebladet Glostrup-Brøndby-Vallensbæk.
De 2 ejere af svømmebadet har nedsat en styregruppe, som ser på mulighederne og planerne omfatter 2 modeller indendørs og 2 modeller udendørs:
»Kort fortalt lyder den mest sandsynlige indendørsmodel på, at man blandt andet nedlægger 50-meterbassinet og supplerer med et dybvandsbassin. Herudover overvejer styregruppen en nedlæggelse af friluftsbadet, der blandt andet bruges ved det årlige, store kvindetriatlon.«, skriver bladet.
- De udendørs beslutninger udskyder man gerne lidt, da byggeriet først begynder i 2016, siger Kent Magelund, der er del af styregruppen for ombygningen og formand for Idræts- og Fritidsudvalget i Brøndby Kommune. Men som bestyrelsesmedlem i Vestbad Vagn Kjær-Hansen siger, så er styregruppen mest stemt for nedlæggelse af friluftsbadet.
- Friluftsbadet er lidt for meget flødeskum på toppen. Det er ikke nødvendigt. Det er mange penge vi skal af med, så det er et rimeligt sted at spare lidt, siger Vagn Kjær-Hansen.
Indendørs indgår en nedlæggelse af 50 meter bassinet, og mens den ene plan opererer med et større varmtvandsbassin i stedet, opererer den anden med også at have et dybvandsbassin med.
Løsningen med et dybvandsbassin er dyrest, men Vagn Kjær-Hansen mener det er det smarteste:
- Det vil være fjollet ikke at lave dybvandsbassinet. Det vil ikke være særlig meget billigere at undlade det. Vi har været rundt i Jylland og se på svømmehaller . Interessen for bare at svømme frem og tilbage er ikke så stor. Interessen for at lege og have det sjovt er større. Hvis vi skal have flere folk til at komme, så er det den vej vi skal gå, siger han og inviterer borgerne til at blande sig.
Grunden til renoveringen er blandt andet, at væggene er skadede og armeringen tæret, fliser på promenadedækket e løse og der er kraftige skader, afskalning og korrosion under babybassinet. Ventilationen i omklædningsrum er utilstrækkelig så der dannes mug og skimmel, anlægget til vandbehandling opfylder ikke kravene og der er generelt tale om en nedslidning af svømmebadet.