Coronavirus er igen en samfundskritisk sygdom



Af Anita Leth Jensen, Danske Svømmebade

 

Epidemiudvalget har behandlet regeringens forslag om at klassificere corona som en samfundskritisk sygdom, og det betyder, at svømmebadets gæster fra den 12. november igen skal vise coronapas.

Kategoriseringen gælder foreløbig i én måned, selvom regeringen ellers havde lagt op til, at det til en start skulle gælde fire måneder, men det er ikke kommet igennem i Epidemiudvalget.

Dermed skal udvalget i stedet hver måned revurdere, hvorvidt corona fortsat skal kategoriseres som en samfundskritisk sygdom, fortæller Magnus Heunicke til TV2.

Her skal du vise coronapas

Kravet om coronapas gælder blandt andet for bade- og legelande samt svømmehaller, hvor alle personer på 15 år eller derover skal vise coronapas for at få adgang til lokaliteter og arrangementer med over 200 tilskuere eller deltagere indendørs og 2.000 tilskuere eller deltagere udendørs. Det gælder, uanset om der er tale om siddende eller stående personer.

Kravet om coronapas gælder alene for tilskuere, kunder, besøgende mv. de pågældende steder, og børn under 15 år, udøvere i foreningssvømning samt ansatte er undtaget. Ansatte, frivillige mv. på steder, der er omfattet af krav om coronapas, opfordres til selv at leve op til kravet.

Hvem skal kontrollere coronapasset?

Det er den ansvarlige arrangør eller institutions ansvar at kontrollere coronapasset. Den pågældende arrangør forventes at skulle påse, at besøgende kan fremvise et gyldigt coronapas. Kan der ikke fremvises gyldigt coronapas, kan personen bortvises.

En besøgende forventes at kunne straffes med bøde, hvis personen ikke forlader stedet efter at være blevet bortvist. Arrangøren forventes at kunne få bøde, hvis arrangøren ikke sikrer sig, at der kun bliver lukket besøgende ind, der kan forevise et coronapas. Det er Rigspolitiet der vil fastsætte bødeniveauet og håndhæve de gældende regler.

I tråd med de tidligere regler for coronapas, forventes coronapasset at skulle kontrolleres ved indgangen eller første naturlige kundekontakt. Det er vigtigt at understrege, at den ansvarlige arrangør, institution mv. har et ansvar for, at alle kunder bliver kontrolleret. Det gælder også åbne arrangementer, hvor der ikke er fast tilmelding.

Skrevet af Maj-Britt Marschall