Fang de unge svømmere via fællesskab



Dansk Svømmeunion og GymDanmark i nyt pilotprojekt for 8-12 årige

Hvordan fastholdes unge i idrætten og foreningslivet?

Spørgsmålet har været diskuteret i årtier – men nu går 2 DIF-forbund sammen om at finde et svar: Dansk Svømmeunion og GymDanmark er gået sammen.

- Der har været en tendens til, at når først de unge har lært at svømme eller slå en kolbøtte, så smutter de igen, siger projektleder Lars Bo Larsen til DIF’s magasin Idrætsliv.

Målgruppen er 8-12-årige, og udover at gavne de 2 specialforbund er det også håbet, at der kommer ideer og løsninger frem, som andre specialforbund kan bruge.

Svømning skal tænke i fællesskab

Specialforbund og klubber skal samarbejde om at udvikle et koncept eller uddannelsesforløb, som skal klæde klubberne bedre på til at fastholde målgruppen.

- Drømmescenariet er, at vi eksempelvis gør det så fedt at gå til svømning eller gymnastik, at de unge på ingen måde kan se nogen grund til at skifte idrætsgren. Men det kræver, at vi blandt andet for svømningens side tænker i nye og bedre tilbud, der signalerer meget mere fællesskab, end vi er vant til, siger projektlederen.

Skal også hjælpe klubberne på breddeområdet

Når de 2 specialforbund er valgt til at indgå i det nye pilotprojekt, skyldes det, at de begge har gode erfaringer med projekter, der har skabet medlemsfremgang de senere år.

Men ud over at få flere medlemmer, så er intentionen også, at specialforbundene – som traditionelt har været meget fokuseret på eliten – skal blive bedre til at hjælpe klubberne på breddeområdet.

Skrevet af Administrator