- Det er en lille myre, som er blevet til en kæmpe elefant, siger Natan Ravn til dagbladet Sjællandske.
Han er formand for bestyrelsen i Fladså Hallen, som Fladså Svømmehal hører under, og der verserer rygter om at vandet er giftigt og skal køres væk i tankbiler.
Svømmehallen er blevet renoveret og bl.a. er betonbunden erstattet fliser, og 24. august genåbnede svømmebadet, som dog måtte lukke efter få dage:
- I starten var der for høje kimtal i vandet, men det vi slås med nu, er udelukkende for meget klor og ikke andet. Jeg kan godt svømme i det, men jeg ville nok blive lidt bleg af det, siger Natan Ravn.
Over 3 uger har medarbejderne forsøgt at finde fejlen, bl.a. ved at skifte følere ud, men ifølge formanden skal vandet hver gang cirkulere 3 dage før det kan ses, om indgrebet har virket. Og så går der yderligere 2 dage med at få svar på prøverne fra Teknologisk Institut.
For at få cirkulationen til at gå hurtigere er der kun 100.000 liter vand i bassinet mod normalt 600.000 liter.
Natan Ravn siger til avisen, at en ny åbningsdato først kan oplyses, når årsagen til det høje klortal er fundet.