Vil dét, at politikerne er omgivet af vand på alle sider gøre dem mere modtagelige for argumenter for skolesvømningen?
Dét håber Dansk Svømmeunion, som i disse dage deltager i Folkemødet på Bornholm for at fortælle politikerne om pilotprojektet »Alle skal lære at svømme«, som vi flere gange har omtalt på www.svommebad.dk og i magasinet Svømmebadet.
En undersøgelse har vist, at 51 % af børnene i alderen 7 til 14 år enten ikke kan svømme eller også er usikre svømmere. Masser af kommuner har sparet skolesvømningen væk eller skåret ned, og Dansk Svømmeunion peger også på, at nogle børn bruger mere tid på transport og omklædning end svømmeundervisning.
Brug for nytænkning
- Gennem vores testforløb ude på skolerne, har vi forsøgt at få praksiserfaringer, som kan være med til at nytænke skolesvømmeundervisningen. Vi har blandt andet gjort os erfaringer med at flytte svømmeundervisningen ned i de yngre klassetrin, med at flytte undervisningen udendørs i havet, i søen eller i havnebadet og med at skabe mere intensive undervisningsforløb, hvor der er svømmeundervisning flere gange ugentligt. Det er erfaringer som vi glæder os til at dele ud af, siger projektleder Tobias Marling.
Dansk Svømmeunion håber, at ved at fortælle om den udbredte mangel på svømmeevner hos danskerne, samt ikke mindst hvad der kan gøres for at flere lærer at svømme, så kan politikerer, andre beslutningstagere og interessenter få øjnene op for vigtigheden:
- At kunne svømme er en grundlæggende færdighed, som er mindst lige så vigtig, som eksempelvis at kunne begå sig sikkert i trafikken på cykel, bemærker Tobias Marling.
Aben ligger hos kommunerne
Der ser mange steder i landet skidt ud med mulighederne for at lære at svømme – og aben ligger i høj grad hos kommunerne.
Folketinget har ganske vist stillet krav om, at børn skal lære fortrolighed med vand, men ikke krævet at det skal ske i form af svømmeundervisning i vand. Tørsvømning på skolebordene er nok. Forklaringen på dét er, at når embedsmænd udformer love, så har det i adskillige år været en grundregel, at der ikke må stilles krav, som Kommunernes Landsforening så efterfølgende kan kræve penge til fra regeringen.
De raffinerede kommuner har så flere steder valgt at opretholde svømmeundervisningen – men sparet bustransporten væk, så børnene ikke kan komme til svømmehallen. På den måde kan politikerne opretholde en illusion om, at de skam fastholder skolesvømningen – som så bare ikke finder sted, fordi skolerne ikke har penge til transporten …
Virkeligheden: Sorø laver 7 ture i vandet
At der laves krumspring for at få det til at lykkes alligevel, fortalte avisen Sjællandske om 13. juni: Sorø Kommune har tidligere sparet svømmeundervisningen væk, men nu har kommunernes skoler i fællesskab fundet 160.000 kroner, så alle elever i 5. klasserne næste skoleår kan komme i vandet. Pengene går til 7 ture til Sorø Helsebad:
- Man kan ikke lære at svømme på syv gange, men man kan snuse til forskellige svømmestilarter og andre vandaktiviteter, og man kan lære nogle grundlæggende ting om sikkerhed i forbindelse med vand og vandaktiviteter, siger fagcenterchef Henrik Madsen fra Sorø Kommune til avisen.
Fra politisk side sendes et klart signal om, at skolebørnene i Sorø Kommune heller ikke skal vente, at skolesvømningen genindføres: Det koster penge; ikke mindst til transport.
- Hvis vi skal sætte ekstra penge af til noget, skal det være til almendelen i undervisningen og til specialundervisningen. Det er er, vi igen og igen hører, at der kunne være brug for mere. Så hvis vi finder ekstra penge, mener jeg, at vi skal bruge dem dér og ikke til svømmeundervisning, siger Rolf Clausen, Venstre, som er formand for børne- og undervisningsudvalget.
Rolf Clausen siger videre til Sjællandske, at løsningen med de 7 vandgange er en blød landing, som kan lære børnene nogle grundlæggende ting og øge deres viden om sikkerhed i og på vandet.
Erling Madsen
Billedtekst – Folkemoede/
»Alle skal lære at svømme« er titlen på Dansk Svømmeunions pilotprojekt: Nu får politikere og beslutningstagere på Folkemødet mulighed for at høre, hvordan skolernes svømmeundervisning kan gribes an på nye måder. (Foto: Erling Madsen).