Gribskov Gruppen har solgt Water & Wellness Randers til det nyopstartede aktieselskab, Sportsmanagement Holding, der bl.a. har tilknytning til DGI-huset i Herning.
Det bliver Frederiksberg Kommune, der overtager den permanente drift af Water & Wellness Flintholm fra 1. juli 2020. Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Af Casper Holm
I foråret meddelte Gribskov Gruppen, der har drevet Water & Wellness Flintholm siden åbningen i 2017, at virksomheden ønskede at afvikle samarbejdet med Frederiksberg Svømmehal.
Begrundelsen var dengang, at Gribskov Gruppen ikke kunne drive svømmebadet på en økonomisk rentabel måde.
Siden da har Frederiksberg Kommune overtaget den midlertidige drift af svømmebadet.
I løbet af sommeren og starten af efteråret er der blevet forhandlet i kommunens økonomiudvalg, og det er nu blevet besluttet, at de fra juli 2020 overtager driften permanent. Det oplyser kommunen mandag i en pressemeddelelse.
- Jeg er glad for, at der er fundet en løsning, så vi kan holde Flintholm Svømmehal åben for alle de svømmeglade børn og voksne på Frederiksberg. Nu får vi mulighed for at tænke driften af de to svømmehaller sammen og få nogle synergieffekter ud af det. Det tror jeg bliver en fordel for både gæster og medarbejdere, siger Simon Aggesen (K), borgmester i Frederiksberg Kommune i pressemeddelelsen.
Når overdragelsen bliver en realitet næste sommer, får medarbejderne i svømmehallen Frederiksberg Kommune som arbejdsgiver. Kommunen overtager samtidig alle ansættelsesretslige rettigheder og forpligtelser.
Gribskov Gruppen har solgt Water & Wellness Randers til det nyopstartede aktieselskab, Sportsmanagement Holding, der bl.a. har tilknytning til DGI-huset i Herning.