Frederiksværk: Økonomisk klemt af nyt svømmebad i Helsinge



Indtægterne er faldet med 250.000 kroner i året første halvdel i Frederiksværk Svømmehal - og dermed lægges der alvorligt pres på økonomien og kommunen vil nu drøfte situationen:

»Årsagen til faldet i entreindtægterne tilskrives udover en varm sommer særligt åbningen af Gribskov Svømmehal i Helsinge tildigere på året. Den nye moderne svømmehal har en væsentlig attraktion i forhold til Frederiksværk Svømmehal, hvor specielt omklædningsfaciliteterne fra 1979, er slidt ned«, skriver Frederiksborg Amts Avis.

Besøgstallet er faldet op mod 30 % og svømmehallen i Frederiksværk håber på en renovering og meget gerne også et morskabsbassin som i Helsinge.

Kommunen har sat 1,4 millioner kroner af til renovering i 2015 - så i første omgang forsøges med wellness- og temaaftener, holdtræning og terapi for at vinde nogle af gæsterne tilbage.

Der er også overvejelser om at undersøge om fordelingen af offentlige og foreningstimer er optimal:

»Samlet set er man dog indstillet på lavere indtægter og dermed negativ indflydelse på idrætshallernes økonomi. Det anbefales ikke at indføre besparelser og reducere åbningstiderne, da det vil sende endnu flere kunder til konkurrenten i Helsinge«, skriver avisen.

Skrevet af Administrator