Gentofte: Det var ikke krav om besparelser, som førte til nytænkning



For Gentofte Kommune var det ikke et ønske om besparelser, der flyttede skolesvømningen fra svømmelærerne til Gentofte Svømmeklub i 2011:

- Vi skulle finde en ny måde at organisere det på fremover: De 4 centralt ansatte svømmelærere skulle snart pensioneres og der var ikke uddannede svømmelærere nok på skolerne, fortæller idrætskonsulent Sanne Høck Just fra Gentofte Kommune til www.svommebad.dk

I Gentofte var det de centralt ansatte svømmelærere suppleret med skolernes egne svømmelærere, der tog sig af skolesvømningen i 4.-5. klasse.

Nu står instruktører fra Gentofte Svømmeklub for undervisningen, som er flyttet til 2. klasse, og dermed er i tråd med anbefalingerne i projektet »Alle skal lære at svømme«.

Pædagogerne giver børnene tryghed

Fritidsklubbernes pædagogiske personale følger børnene til og fra svømmebadet og er også med i vandet. 

I Center for Offentlig Innovations publikation »Når værdien er i kroner - 10 innovationer med økonomisk gevinst« er Gentofte-løsningen ét af de 10 eksempler, og det bemærkes, at »en evaluering fra Institut for Idræt ved Københavns Universitet har understreget, at pædagogernes tilstedeværelse har stor betydning for de børn, som er mindst trygge ved vandet. Pædagogerne er også selv glade for at være med, og imens har samtlige elevers lærere fået mulighed for at mødes til fælles planlægningsmøder. Det var ikke muligt tidligere, hvor nogle af lærerne skulle deltage i svømmeundervisningen.« 

Gentofte-løsningen sparede det første år én million kroner, og da skolereformen kom til, cirka 300.000 kroner:

- Tallene er med forbehold: Det er svært at lave den beregning og det kan også variere fra skole til skole, siger Sanne Høck Just.

Men der er ingen planer om at ændre ordningen, for idrætskonsulenten peger på de to store fordele: Børnene får mere tid i vandet (øget fra 30 til 45 minutter) og lærerne får tid til planlægningsmøder.

I publikationen understreges, at en forudsætning for at andre kommuner kan kopiere løsningen er, at den lokale svømmeklubs kvalitet og antal instruktører vurderes:

- Det handler om den lokale virkelighed: Hvad der kan lade sig gøre hos os, kan ikke nødvendigvis lade sig gøre alle steder, siger Sanne Høck Just.

Erling Madsen

 

Billedtekst

Kronprisesse Mary, tv., sammen med skolebørn fra Gentofte, da projektet »Alle skal lære at svømme« blev præsenteret i Kildeskovshallen i Gentofte i marts 2015. (Arkivfoto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator