Fra 1. september begynder de almindelige glødepærer at forsvinde fra markedet. EU har besluttet at udfase de mest energislugende typer glødepærer. Udfasningen, som sker trinvist fra 2009 til 2013, omfatter alle glødepærer og halogenpærer uden reflektor, som er beregnet til boligbelysning.
De matte glødepærer forsvinder helt fra 1. september. Desuden udfases alle klare glødepærer over 100 W, og frem til 2012 udfases trinvist watt-størrelser ned til 15 W. Der findes allerede i dag en række alternativer i detailhandlen og i byggemarkederne, som direkte kan erstatte glødepærerne.
- I mange tilfælde kan der anvendes sparepærer som erstatning for glødepæren, men specielt over køkkenbordet og ved spisebordet anbefaler vi ikke at benytte sparepærer, siger direktør Kenneth Munck, Dansk Center for Lys. Her er kravene til lyskvaliteten normalt højere, end sparepærerne kan opfylde. Disse steder må man skifte til de klare glødepærer eller de klare halogenglødepærer, som har samme form som de traditionelle glødepærer, men en lille halogenpære inden i kolben.
Center for Lys holder informationsmøder over hele landet for den professionelle del af lysbranchen, som omfatter installatører, detailhandel, el-selskaber, producenter, armaturforhandlere, rådgivere og ikke mindst designere og arkitekter.
Læs mere på centerforlys.dk
Center for Lys