- Dykkerklubben er glad for at der er renere bund!
Sådan siger teamleder Heidi Taeger Mortensen fra Glostrup Fritidscenter. Og den rene bund er ét af resultaterne af den systematiske indsats for at skabe bedre vandkvalitet ved fokus på hygiejne.
Dykkerklubben og svømmeklubben er faste brugere, og derfor blev begge foreninger inddraget med infomøder og tekster, de kunne bruge til deres medlemmer, og ved svømmestævner sørger svømmelederne for at deltagerne vasker sig. Men fokus på hygiejnen gjorde eksempelvis også, at der var gæster, som undrede sig over, at dykkerne i deres dragter kunne springe i vandet:
- Dragterne er rene, men vi har aftalt med dykkerne, at de vaskerne dragterne under bruseren inden de går i vandet for at sende et klart signal, siger Heidi Taeger Mortensen.
»Vask dig fra top til tå – og du vil rent badevand få«
»Vask dig fra top til tå – og du vil rent badevand få« er mottoet i indsatsen, der også har omfattet sociale medier og hjemmesiden og det er brugt på livreddernes tøj. Det har været vigtigt at bruge positive attituder og at få gæsterne til at hjælpe med til at skabe rent badevand – og den positive fokus har også gjort, at flere eksisterende forbudsskilte er fjernet.
Hun siger, at dét, at de 15 livreddere også har indsigt i teknikken bag vandbehandlingen har givet dem en forståelse af, hvordan det hænger sammen. Og dén viden mener de også vil være nyttig for gæsterne:
- Næste skridt er, at svømmeklubben og skolerne skal se vandbehandlingen, så de ved, hvorfor der er vigtigt med god hygiejne. Og håbet er så at børnene »underviser« deres forældre, når de er med, siger Heidi Tager Mortensen.
Hun føjer til, at da der er lavklorering duer det jo ikke bare at hælde mere klor i – så konsekvensen vil være, at hvis gæsterne ikke vasker sig, så lukker vi svømmehallen!
Der pusles også med en idé om at lave en informationsvideo, der forklarer sammenhængen ved at vise billeder fra svømmehallen, så gæsterne kan genkende den.
Erling Madsen