Det kan godt svare sig at skifte en mindre, gammel svømmehal ud med en ny, stor og moderne.
Dén erfaring kan Gribskov Kommunen drage: I februar åbnede Gribskov Svømmehal i Helsinge i Nordsjælland, som erstatning for Helsingebadet.
Det gamle bad havde 120.000 gæster om året – det nye har på de første knapt 4 måneder haft 53.000. Af dem er 6.000 skolelever og 14.000 svømmeklubbens medlemmer.
- Det er ikke kun antallet af besøgende, som er meget større. Den tid, som børn og voksne opholder sig i svømmehallen er også meget længere nu, fortæller bademester Carsten Selnæs til Frederiksborg Amts Avis.
Han siger, at før var gæsterne typisk en time i svømmehallen – nu er det 2-3 timer. Så næppe tvivl om at rutsjebanen, varmtvandsbassinet, børnebassinet og 25 meter bassinet er populære.
Det satses på at sælge kort til gæsterne, så de kommer igen, og dét er også gået godt: Den gamle hal havde et billetsalg på cirka 500.000 kroner – den nye har allerede solgt for 905.000 kroner!
Lederen af svømmebadet, John Mogensen, siger, at blandt de besøgende er mange turister og gæster fra nabokommunerne – så tiltrækningskraften er også stor.
Magasinet Svømmebadet havde en reportage fra Gribskov Svømmehal i Svømmebadet nummer 31 i marts.