Gribskov: 1 år med succes for nyt svømmebad



Gribskov Svømmehal i den nordsjællandske by Helsinge har i søndag 9. februar fejret 1 års fødselsdag. Og det har været et forrygende år, hvor de 120.000 besøgende er rundet - ikke mindst weekenderne med 400-700 gæster er populære:

- Besøgstallet svarer til at hver borger i kommunen har besøgt svømmehallen tre gange, sagde formanden for Kultur- og Idrætsudvalget, Jørgen Simonsen, ifølge Frederiksborg Amts Avis.

Formanden sagde videre, at svømmebadet trækker gæster fra nabokommunerne Hillerød, Halsnæs og Helsingør, men at der slet ikke er dagtimer nok til at dække efterspørgslen.

Livredder Torben Jensen mener, at noget af succesen skyldes temperaturerne:

- Vi har 30 grader i morskabsbassinet, tæt ved 34 i børne- og varmtvandsbassinet og 28 grader i det store bassin, og det betyder særligt noget når man svømmer langt, forklarer han til avisen.

Skrevet af Administrator