Helsingebadet lukker og tømmes for vand - ny svømmehal bygget



Når bassinet skal tømmes ....

Det går ikke at »trække bundproppen« og lukke alt vandet ud af et svømmebassin på én gang!

- Det lille bassin rummer 140 m3 og det store 600 m3, så vi har aftalt med rensningsanlægget, at vi lukket 70 m3 ud i timen, så vi må tage det over nogle omgange, fortæller Søren Hansen.

Han blev i december uddannet badeassistent fra det første hold og med en fortid på et rensningsanlæg og en nutid i Helsingebadet, har han styr på vandet. Og han rykker med over i den nye svømmehal, der åbner 8. februar.

Helsingebadet lukkede med udgangen af januar for offentlig svømning og så har svømmeklubben 2 uger ekstra bassintid inden svømningen i den nordsjællandske by Helsinge foregår i den helt nye Gribskov Svømmehal – som vi fortæller mere om i næste nummer af magasinet Svømmebadet.

Hvad bruger man en tidligere svømmehal til?

Det 37 år gamle svømmebad er slidt ned – men hvad stiller man op med en forhenværende svømmehal?

Dét har Helsinge Hallerne spurgt lokalsamfundet om, og foreløbig er der kommet 3 forslag: Træningsted for gymnastik eller kampsport eller idrætsskadecenter?

Gymnastik og kampsport er ønsker fra idrætsforeningerne, mens Bestyrelsen har fostret ideen om et idrætsskadecenter:

- Selv om Helsingebadet er gammelt, har det flere faciliteter, der kan anvendes her og nu eller let ændres til nye formål, siger haldirektør Jan Dissing til Frederiksborg Amts Avis.

Han føjer til, at det er muligt at lave koldtvandsbassiner til at lindre og modvirke idrætsskader, og der er også gode erfaringer med at have behandlere tilknyttet. Foreløbig har Bestyrelsen bedt en arkitekt komme med forslag til ombygning.

Kommunen har fat i håndbremsen

Helsingebadet er opført 1976 – og i kommunen er der et solidt tag i håndbremsen mens idrætten opfordres til at gøre planerne mere konkrete:

- Selv om Helsingebadet er en selvejende institution handler det nemlig også om kommunens økonomi. Vi kan derfor ikke bare lade institutionerne selv bestemme, hvad der skal ske. Hvis badet omdannes, så det kan anvendes af en ny sportsgren ved vi jo, at kommunen senere kommer til at udrede flere drifts-udgifter, ligesom et ombygningsprojekt kræver kommunal medvirken, siger socialdemokraten Ulla Dræbye, som er formand for Kultur- og Idrætsudvalget i Gribskov Kommune.

Skrevet af Administrator