- I en tid, hvor svømmeundervisningen bliver sparet væk mange steder samtidig med, at antallet af drukneulykker er steget, mener vi, at det er væsentligt at pointere, at vi bør være stolte af, at være borgere i en kommune, der er bevidst om, hvor vigtigt, det er at kunne svømme. Dette ikke mindst set i lyset af, at vi i Helsingør er omgivet af vand, fortæller lærer Merete Schou til Helsingør Dagblad.
Avisen har fulgt en 5. klasse fra Hornbæk Skole, som lærte om selvredning, livredning, førstehjælp og baderegler. De skulle have været i havvand, men bølgerne var for store, så de rykkede ind i en svømmehal, hvor de blev mødt af kunstige bølger:
- Børnene lærer at føle sig trygge ved vandet. De lærer også respekt for vandet, og hvordan man kan redde sig selv og andre. Børnene lærer at svømme i Helsingør, men mange kan selvfølgelig svømme før de kommer i 5. klasse, men de skal undervises om sikkerhed på åben strand, siger Merete Schou.
Børnene i 5. klasse får 40 minutter i vandet om ugen.