Holbæk som svømmecentrum for alle



Holbæk skal være et omdrejningspunkt for svømning – og samtidig skal borgerne være helt vilde med at komme i svømmehallen. Både elite, motionister og familier er målgrupperne.

Visionerne kommer fra sportschef Ricki Clausen fra Holbæk Svømmeklub. Og anledningen er Holbæk Sportsby, som ventes at åbne i slutningen af 2018 med bl.a. en ny svømmehal, som klubben i lighed med den gamle skal drifte. 

Åbent 16 timer om dagen
Svømmebadet skal være attraktivt for alle; uanset om det er konkurrencesvømmere, motionister eller familier:

16 timers offentlig svømning hver dag fra klokken 6 til 22 og familieaktiviteterne er nogle af de tiltag, der skal få 10 % af kommunens 70.000 indbyggere forbi svømmebadet hver måned. Og borgerne skal også blive bedre til at svømme:

- Vi har et mål om, at 25 procent af indbyggerne i Holbæk Kommune tager et svømmeduelighedsbevis. Vi skal nok stå klar med diplomerne, siger Ricki Clausen til NordVest Nyt. 

Han siger, at det gælder om at have lange åbningstider og masser af tilbud, så skal gæsterne nok komme:

- Vi skal have familiedage i weekenden, hvor halvdelen af bassinnet er til leg, og den anden halvdel er til motionssvømning og undervisning. Vi skal have et familieliv i weekenderne. Det er det segment, vi vil ramme. Vi er blandt andet ved at kigge på en stor blæksprutte, der kan ligge i bassinnet. Den er vi ved at søge fonde til, siger Ricki Clausen til avisen. 

Holbæk Svømmeklub – som har landsholdssvømmerne Rikke Møller Pedersen, Sarah Bro og Mathias Rysgaard som medlemmer – har også ambitioner for elitesvømningen: De 60 konkurrencesvømmere skal på et par år vokse til 170, og sportschefen mener, at de nye faciliteter vil være så attraktive, at flere svømmere vil foretrække Holbæk fremfor Det Nationale Træningscenter på Bellahøj i København.

Meget bedre vandforhold
Den eksisterende svømmehal fra 1973 er nedslidt og rummer et bassin på 25 x 12,5 meter, et varmtvandsbassin på 8 x 12,5 meter og en sauna.

Holbæk Kommunes krav til det nye svømmebad er, at der minimum skal være et bassin på 50 x 25 meter, et lege- og undervisningsbassin samt terapibassin. I alt bliver der fire gange så megen vandoverflade som i den gamle svømmehal.

- Vi styrer ikke, hvor meget den kommercielle del fylder. Men kan bygherren se en forretning i for eksempel et morskabsbassin, så er det fint. Nu må vi vente os se, hvad de byder ind med, har koncerndirektør Kristian Nabe-Nielsen fra kommunen tidligere sagt til magasinet Svømmebadet.

Samlet byggesum 363 millioner kroner
Det er en konsortium under ledelse af entreprenør Morten C. Henriksen som opfører Holbæk Sportsby som er budgetteret til 325 millioner kroner med en årlig driftsudgift på 9,7 millioner kroner.

Byggeriet er delt i to dele, der finansieres på forskellig vis:

  1. En kommunalt finansieret del til 130 millioner kroner. Det er blandt andet et nyt sundhedshus, et fodboldstadion og et atletikstadion.
  2. En del, der betales via en finansiel leasing-model til 195 millioner kroner. Det er blandt andet svømmehal, multihal og de mange andre faciliteter i sportsbyen.

Betalingen af de 195 millioner foregår over 22 år og på det tidspunkt vil der være en rest på 95,2 millioner kroner, som Holbæk Kommune skal indfri. Pengene til denne rest afsættes på budgettet over de næste 22 år.

Udover de 325 millioner kroner skal kommunen betale for blandt andre byggemodning af området. Det betyder, at den samlede byggesum udgør 363,3 millioner kroner.

Kommunen anfører, at den over den 22-årige periode skal betale 13,3 millioner kroner om året for drive sportsbyen og betale leasingbidragene. Med i beløbet er desuden vedligeholdelse af faciliteterne. Til sammenligning bruger kommunen 8,5 millioner om året på de nuværende nedslidte faciliteter, og det er eksklusive vedligeholdelse.

Masser af faciliteter
Holbæk Sportsby kommer blandt andet til at indeholde: 

  • Svømmehal med 50-meter bassin, legebassin, terapibassin samt tilskuerfaciliteter.
  • Multihal med to håndboldbaner med tilskuerpladser.
  • Ketcherhal med plads til squash, badminton, bordtennis og tilskuerpladser.
  • Både indendørs og udendørs tennisbaner med tilskuerpladser.
  • Sundhedshus med træningssale, behandlerrum, sansehave, petanquebaner, on-line rum mv.
  • Foyer med foreningszone med fællesfaciliteter, café, restaurant og reception.
  • Fodboldstadion, træningsbaner og kunstgræsbaner.
  • Atletikstadion med opvisningsbaner og tilskuerpladser.
  • Mountainbikespor.
  • Streetbasket.
  • Ridesti.

Erling Madsen

På dette areal i udkanten af Holbæk by placeres Holbæk Sportsby og rundt om den vil der blive udviklet en ny bydel. (Arkivfoto: Erling Madsen)

 

Skrevet af Administrator