I 2010 skar Hørsholm Kommune én million kroner af tilskuddet til Hørsholm Svømmehal - og dét betød 8 færre aftentimer til offentlig svømning, samtidig med at aftentimerne 2 dage om ugen skal deles med svømmeklubben.
- Vi har besluttet, at vi gerne vil have mere tid til offentlig badning, siger den konservative Nadja Hageskov, som er formand for kommunens Sports-, Fritids- og Kulturudvalg til Frederiksborg Amts Avis.
Og den beslutning fører til kollisionskurs med Hørsholm Svømmeforening som også ønsker flere timer - og cheftræner Kent Gottschalck frygter, at de manglende timer vil betyde, at de bedste svømmere må sendes videre til andre klubber.
Nadja Hageskov har stor respekt for svømmeklubbens arbejde, men konstaterer, at når der kun er én svømmehal i kommunen, må der prioriteres - og politikerne vælger at give den offentlige svømning mere tid.
Hørsholm Svømmeklub er derfor havnet i et dilemma, og svømmeformanden Helle Krogh Johansen siger, at konsekvensen er, at det rammer bredt i klubbens arbejde:
- Elitearbejdet bliver bremset af, at vi ikke har vandtid nok.
Og Kenn Gottschalck supplerer:
- Vi slår panden mod en mur. Vi kan ikke udvide svømmeskolen, fordi vi ikke har flere timer. Det samme med konkurrenceafdelingen. Vores svømmeskole er vores basis og fundament, men giver vi mere tid til svømmeskolen, bliver det på bekostning af de bedste svømmere.