Kravene til idrætsbyggeri: Handler om oplevelser for den enkelte



- Før i tiden handlede det om, at man lukkede sig ind sammen med andre på bestemte tidspunkter, uge efter uge, år efter år. Nu gør man dét man har lyst til her og nu. Det handler om oplevelser, hvor man får mere ud af det end »bare« at svømme, gå til håndbold eller spille badminton.

Ordene kommer fra Carsten Gjørtz, arkitekt og partner i gpp arkitekter, og de drejer sig om danskernes ændrede idrætsvaner væk fra hold til individuelle aktiviteter – og dermed påvirker det også idrætsfaciliteternes udformning.

Det århusianske arkitektfirma er netop nu aktuel med tre projekter, som alle har med vand at gøre: Vestamager Svømmehal i Tårnby Kommune, svømmehallen i Idrætsbyen i Frederikssund Kommune, og Skanderborg Søtorv med søbad i Skanderborg Kommune.

Ifølge Carsten Gjørtz er der ikke forskel på at tegne en svømmehal i forhold til andre idrætsbyggerier: Det handler i høj grad i alle tilfælde om at tage hensyn til det ændrede bevægelsesmønster.

Og med et smil tilføjer han: - I en svømmehal får begrebet »tæt« en ekstra betydning: Det handler ikke kun om at holde regnen ude, men også om at holde vandet i bassinet inde! Så der er meget mere fokus på det tekniske i en svømmehal.

Idrætsbyggerier var som svinestalde
Vi står i en periode, hvor mange idrætsbyggerier – både tør- og vådhaller – er nedslidte efter 30-40 år. Nogle steder bygges om og til, andre steder bygges nyt.

Carsten Gjørtz siger om tidligere tiders byggestil: - Mange idrætsbyggerier er lavet som en svinestal med stålspær. Man kan ikke se i landskabet om det er en svømmehal, en svinestald eller et idrætshal …

Han siger, at det naturligvis altid er nemmere for en arkitekt at tegne helt nyt, men han mener ikke, vi som samfund altid har råd til at smide væk:

- Mange projekter er baseret på genbrug af eksisterende bygninger. Men det er en helt anden måde, vi tænker faciliteter på i dag, siger han om den faglige udfordring.

De tre nye projekter
Vestamager Svømmehal: Det er gpp arkitekters nyeste projekt, hvor firmaet er med i et konsortium, som ledes af G.V.L. Entreprise og med MOE rådgivende ingeniører, Erik Nord Arkitekter og Aqua-Teknik som de andre deltagere. Tårnby Kommune vil bygge en ny svømmehal til 133 millioner kroner, hvor første spadestik tages til sommer.

Kommunen vil forene morskab og konkurrence. Bl.a. bliver der et L-formet bassin med ti 25 meter baner og fire 50 meter baner, morskabsbassin, rutsjebane og varmtvandsbassiner.


Idrætsbyen:
Det samme konsortium suppleret med arkitektfirmaet Bay Arch vandt det nye svømmebad til 75,5 millioner kroner i Frederikssund. Det får bl.a. et bassin på 25 x 25 meter, og indgår i første etape af Frederikssund Idrætsby til i alt 124 millioner kroner. Her er Lokale og Anlægsfonden involveret.

Skanderborg Søtorv:  Skanderborg får et nyt søbad og en ny plads foran byens kulturhus. Også hér er lokale og Anlægsfonden med, og ideen er, at det skal vise, hvordan bevægelse og kultur kan smelte sammen på en måde, der er tilgængelig for alle.

Det nye søbad i Skanderborg Sø opføres i 2018 og bliver på 1.900 m2 og rummer bl.a. tre mindre svømmebassiner, en større svømmebane, 3 meter vippe og 5 meter tårn, Stand Up Paddling og kajakpolo. Projektet til 27,6 millioner kroner afløser et midlertidigt, mindre pontonbad, som har været der de seneste fire år.
Erling Madsen

Billedtekst – Vestamager/
Facaden på Vestamager Svømmehal, som er ét af de tre svømmefaciliteter, som gpp arkitekter p.t. er i gang med. (Illustration: gpp arkitekter).

Skrevet af Administrator