Er der et gennemgående tema i den kommunale valgkamp? Ja: Svømmebade!
I omkring 30 af landets 98 kommuner er et nyt eller et renoveret svømmebad et emne, som står tydeligt i den lokale debat. Hertil kommer flere steder, hvor billetpriser og offentlig åbningstid kontra svømmeklubbernes vandtid kastes ind i debatten.
I Herning blev konsekvensen taget i oktober, hvor kandidater fra de 10 partier deltog i et valgmøde i Herning Svømmehal – hvor de af arrangøren Herning Idrætsråd blev placeret på en flydende platform ude i 50 meter bassinet, mens de 60 tilhørere sad på tilskuerpladserne.
I Aars i Himmerland har der i mange år været tradition for, at et valgmøde starter ved 6-tiden om morgenen med en svømmetur, morgenmad og en dram inden valgmødet. Men det måtte aflyses i år:
- Det skyldes en beslutning i økonomiudvalget, hvor man ikke ønsker at kommunens bygninger skal bruges til valgmøder, siger kommunaldirektør Henrik Kruuse til Nordjyske Stiftstidende.
Greve Svømmehal blev inddraget af Greve Kommune som et sted, hvor det var muligt at brevstemme – og hvor en brevstemme blev vekslet til en billet til svømmebadet.
Tema over hele landet
Et kig ud over medielandskabet viser næsten 300 artikler, hvor kommunalvalg og svømmebade indgår fra den seneste månedstid.
Og det er over hele landet; bl.a.: Lejre, Holstebro, Frederikssund, Nivå, Albertslund, Ry, Galten, Snejbjerg, København, Rønde, Vester Såby, Præstø, Aabenraa, Viby Sjælland, Helsingør, Næstved, Tårnby, Roskilde, Silkeborg, Hillerød, Ballerup, Nyborg, Herfølge, Aars og Rudersdal.
Samarbejd på tværs af kommunegrænser
Om den store politiske interesse for svømmebade siger Holger Kortbek, der er formand for brancheforeningen Sportsfaciliteter.dk – som også Dansk Svømmebadsteknisk Forening er medlem af:
- For to valgkampe siden var det superarena med plads til 8.000 tilskuere, der var det store emne. Nu er det åbenbart vand der trækker …
Holger Kortbek opfordrer politikerne til at tænke sig godt om, inddrage de lokale brugere og til at samarbejde med nabokommunerne:
- Man kommer nemt til at sætte sig mellem to stole, når man både vil lave et badeland og et svømmebad til konkurrencesvømmere. Der behøver ikke være både vandland og 25 meter bassin i hver kommune, siger han.
Holger Kortbek foreslå, at den ene kommune kan lave et svømmebad til konkurrencesvømmerne, mens den anden kan fokusere på wellness, legeaktiviteter etc.:
- Erfaringen siger, at brugerne af specialanlæg som svømmebade gerne køre langt for aktiviteten, bemærker Holger Kortbek.
Brudte løfter svækker tilliden
Men hvad er konsekvensen, hvis de mange løfter ikke bliver indfriet?
I Lejre Kommune syd for Roskilde – hvor svømmebadet også er et debatemne i denne valgkamp - lovede den socialdemokratiske borgmesterkandidat Carsten Rasmussen en svømmehal, men den er ikke blevet til noget. Eksemplet nævnes i Jyllands-Posten, som i en artikel giver eksempler på en række uindfriede valgløfter fra valgkampen for 4 år siden:
- Når man afgiver meget specifikke valgløfter og ikke holder dem, kan borgerne miste tilliden til det, der bliver sagt fra politisk hold, konstaterer professor Ulrik Kjær, som forsker i kommunalpolitik på Syddansk Universitet i Jyllands-Posten.
Erling Madsen
Billedtekst – Holger_Kortbek/
- For to valgkampe siden var det superarena med plads til 8.000 tilskuere, der var det store emne. Nu er det åbenbart vand der trækker …, siger Holger Kortbek, tv., fra Sportsfaciliteter.dk, og opfordrer kommunerne til at samarbejde om faciliteter og inddrage brugerne. (Arkivfoto: Erling Madsen).