Kontant tilskud til kunderne - med kun få klik



Slut med at sende papirer frem og tilbage. Nu kan håndværkere, der arbejder med energibesparelser, med få klik på energispareportalen.dk sikre deres kunder tilskud til energiforbedringer og dermed motivation til energiprojekter, der ellers umiddelbart ikke ville være blevet gennemført. Både private og erhvervskunder kan få gavn af, at deres håndværker indberetter deres energibesparelse på energispareportalen.dk. Besparelserne hentes typisk inden for områder som opvarmning, efterisolering, optimering af kølerum og udskiftning af belysning.

”Et tilskud på 7.000-8.000 kroner er ofte afgørende for, om vores privatkunder siger ja tak til jord- eller luft-til-vand varmepumper. Vi bruger næsten ingen tid på det administrative. Indberetning tager kun et øjeblik. Derfor er det en klar fordel for os at være med i SEAS-NVE’s tilskudsordning,” siger Jens Erik Christiansen, VVS-installatør fra Vejrhøj Energi & VVS.

Netop den ubesværede måde at indberette på, var for SEAS-NVE et af hovedformålene med energispareportalen.dk.

”Vi ved, at tid er penge. Derfor var det også vigtigt for os at skabe en løsning, der er let at anvende for håndværkerne, så de ikke behøver bruge lang tid på administration. Derfor er vi også rigtig glade for, at medlemmerne i blandt andet TEKNIQ, Dansk Byggeri og Energivejlederen har taget så godt imod energispareportalen.dk,” fortæller markedsdirektør i SEAS-NVE Ole Vestergaard.

Mange håndværkere har videreuddannet sig inden for energioptimering og kan derfor tilbyde kunderne kompetent rådgivning om valg af energiforbedrende løsninger. Med SEAS-NVE’s energisparetilskud har håndværkeren mulighed for også at give kunderne et ekstra godt tilbud. Tilsammen er det med til, at håndværkeren står endnu stærkere i konkurrencen om opgaverne.

Men ikke nok med det. Som noget helt nyt giver SEAS-NVE nu en bonus til de håndværkere, som er tilmeldt ordningen, og som indberetter energiforbedringer for 100.000 kWh eller mere i løbet af et kalenderår. Det er således muligt for en håndværker at tjene op til 50.000 kroner ekstra ved at hjælpe kunderne med at spare på energien.

Håndværkere over hele landet kan give deres kunder energisparetilskud fra SEAS-NVE. Hverken håndværkeren eller kunden, som modtager tilskuddet, behøver at være kunde hos SEAS-NVE. Til gengæld for tilskuddet får SEAS-NVE retten til at indberette besparelserne til Energistyrelsen.

Hos SEAS-NVE sidder energirådgiver Anne-Birgitte Grønvall og salgsingeniør Christian Holt Jørgensen klar ved telefonen for at hjælpe. Interesserede installatører eller håndværkervirksomheder kan ringe til dem på telefon 70 29 21 71 eller 70 29 20 34 eller skrive til energiraadgivningprivat@seas-nve.dk.

Få mere information om energisparetilskud fra SEAS-NVE på http://energispareportalen.dk/

Om SEAS-NVE

I SEAS-NVE sørger vi for, at du kommer trygt ind i fremtiden med de bedste produkter inden for energi, fibernet og energirådgivning. Vi har 100 års erfaring og en ekspertise, der er til at tage og føle på – og er tilmed Danmarks største andelsejede energi- og fiberselskab med 480.000 kunder, hvoraf 375.000 også hver ejer en lille del af os.

Vores vision er at være din bedste forbindelse og vores mission er at være den ansvarlige pioner, der sikrer vores andelshavere energi og fibernet. Vi har op til 162 folkevalgte medlemmer af vores repræsentantskab, der repræsenterer vores kunder, vores ejere.

I 2013 beskæftigede SEAS-NVE 780 medarbejdere, omsatte for 3,3 milliarder kroner og skabte et resultat på 144 millioner kroner. Det er vi stolte af, for dermed skaber vi værdi til både private, det offentlige og erhvervskunder.

Skrevet af Administrator