Det bliver japanske Kengo Kuma & Associates som skal bygge Københavns nye vandkulturhus på op mod 5.000 m2 på Papirøen i Københavns Havn.
Det japanske arkitektfirma med underrådgivere Cornelius + Vöge og Søren Jensen Rådgivende Ingeniører vandt finalen i den internationale arkitektkonkurrence over danske Bjarke Ingels Group med underrådgiverne COBE ApS, Hundsbæk & Henriksen A/S, SLA A/S, Dansk Energi Management & Esbensen A/S, Teknologisk Institut, Gade & Mortensen Akustik A/S, Kunstnergruppen A Kassen.
Bringer nyt til byen
- Japanske Kengo Kumas vision for vand-kulturhuset er i absolut verdensklasse, og vil bringe noget helt nyt til København, som samtidig passer til byen. Med vand-kulturhuset får alle københavnere og byens gæster en unik vandoplevelse i hjertet af København. Papirøen skal også fremover være et folkeligt samlingssted - det vil dette vand-kulturhus bidrage til! siger overborgmester Frank Jensen (S), som har siddet med i dommerkomiteen.
Papirøen -hvis rigtige navn er Christiansholm og det er en kunstig ø på 23.400 m2 - rummede i mange år papirlager for de danske dagblade og har de seneste knapt fire år midlertidigt rummet et madmarked. Københavnerne blev i 2015 inviteret til at komme med forslag til anvendelsen og blandt de 160 forslag var der et stort ønske om en svømmehal og et havnebad, som derfor indgik i den plan arkitektfirmaet COBE vandt konkurrencen om en masterplan, der ligger til grund for japanernes bud.
Kombinerer flere ting
- Med Kengo Kumas ambitiøse projekt tager København endnu et skridt ind i vandkulturens verden og giver københavnerne en endnu bredere palette af inden- og udendørs vandoplevelser. Huset kan bruges af både foreninger og enkeltpersoner, og for første gang kombinerer vi gratis udendørs svømning i havnen med indendørs svømning i et Vandkulturhus, siger kultur- og fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF).
Japansk inspiration
I en pressemeddelelse fremhæves, at vinderne »på en original måde kombinerer vand-kulturhus, foreningsfaciliteter og havnebad. Projektet skaber samtidig en unik sammenhæng mellem land og vand og imødekommer i særlig grad Københavns Kommunes vision om at bringe noget helt nyt og enestående til København og Papirøen.«
Det japanske arkitektfirma er også involveret i et nyt museum for H.C. Andersen på Fyn og på Papirøen tager de lidt japanske tradition med:
- Med teglpyramider, der svæver på lette glaskonstruktioner, vil det vindende projekt på en og samme tid skille sig ud og passe perfekt ind i den overordnede plan for Papirøen. Bygningen vil være rig på detaljer, der i sig selv vil være en oplevelse, uanset om man opholder sig inde i vand-kulturhuset, besøger Papirøen eller betragter den på afstand. Og med unikke svømmebassiner både inde og ude er det længe siden, vi har præsenteret et byggeri, der i den grad vil være en gave til byen og alle københavnere, siger teknik- og miljøborgmester Morten Kabell (EL).
Selv om de københavnske politikere har armene i vejret og bobler over med flotte ord, så er der en enkelt detalje, som mangler: Finansieringen.
Københavns Kommune oplyser, at finansieringen indgår i forhandlingerne om budgetoverførslen fra 2017 til 2018, og en forudsætning er, at der kommer penge fra eksterne fonde. Her har Nordea-fonden foreløbig betalt 2,1 millioner kroner til arkitektkonkurrencen.
Erling Madsen
Billedtekst
Det kommende vandkulturhus i Københavns Havn på op til 5.000 m2 forener et svømmebad med et havnebad. (Illustration: Kengo Kuma and Associates).