Læren fra Tarm: Når alarmen går efter bogen og det alligevel går galt



Kloralarmen viste, at alarmeringssystemet fungerede - men også at der skal være styr på de mange, som udtaler sig til pressen.

Torsdag 4. juli er ikke en dag, der glemmes foreløbig i Tarm Idrætscenter. Alarmeringssystemet virkede perfekt - men det er også et eksempel på, at kombinationen af mange kommunikatører og journalisters og politis misforståelser og gætterier fører historien ud af kontrol. Og i den aktuelle sag sad en lang række forældre i den modsatte ende af landet og blev unødigt bekymrede.

Det er således et eksempel, der lige så godt kunne være sket i en hvilken som helst af landets 600 svømmebade. Og derfor kan der være elementer at lære af.

Det skete

46 børn i alderen 11-13 år var sammen med 9 voksne fra Alsønderup Idrætsforening i Hillerød til idrætslejr i Term Idrætscenter, og torsdag aften kastede 1-2 af børnene op, hostede og havde ondt i maven og vagtlægen blev kontaktet. Da han hørte om symptomerne og at det var i en svømmehal, var han bange for, at der var tale om klorforgiftning. Han bad derfor om, at der fluks blev slået alarm via 112.

Det resulterede klokken 22.45 i en katastrofealarm og et hav af ambulancer og politibiler med blå blink og en lægehelikopter kom lynhurtigt tilstede - noget som ifølge centerdirektør Per Østergaard var med til at piske stemningen op, og det viste sig at 9 af børnene fik ondt i maven, mens de 45 øvrige var forundrede over, at de blev beordret på sygehuset.

Den forkerte konklusion

Bedre blev det heller ikke af, at en række journalister ikke kan forstå fakta: At en række mennesker for en sikkerheds skyld blev sendt på sygehuset til observation er ikke det samme som at der er konstateret sygdom.

Journalisterne gættede sig også til konsekvens og årsag, og det blev eksempelvis i overskrifterne fejlagtigt til: »Idrætslejr sluttede med klor-forgiftning«, »Defekt måler i svømmehal sender 46 børn på hospitalet med klorforgiftning«, »Storalarm: 46 børn fra Hillerød indlagt - kastede op og hostede efter at have indåndet klordampe« og »Klorforgiftede udskrevet igen«.

At en defekt fugtighedsmåler skulle resultere i et klorudslip er det rene vrøvl. De ting hænger ikke sammen. Per Østergaard siger, at da personalet gik loggen igennem - som i øvrigt ikke havde givet alarm på noget tidspunkt - var en fugtighedsmåler registreret som defekt om formiddagen. Det gav øget fugtighed i svømmehallen.

Politiet var tilstede under kontrollen af loggen, og noterede den defekte fugtighedsmåler. Det er så senere af politiet over for journalisterne blevet udlagt som at den ineffektive fugtighedsmåler er årsagen til at der var forhøjet koncentration af klordampe - ingen målinger har bekræftet politiets påstand om forhøjet koncentration af klordampe.

For mange kokke …

Det giftige er, at politiet og journalister på et tidligt tidspunkt mistolker og gætter.

Udover politiet er der mange, som udtaler sig: Idrætscentret, sygehuset, embedslægen, kommunen og forældre til børnene. Når så mange udtaler sig fra hver sit hjørne uden at have den fornødne koordinering af forløb og den fornødne ekspertise, kan det nemt føre til fejlagtige meldinger.

De fejlede intet

Sagen er dog stadigvæk underlig. For som embedslæge Anne Hempel-Jørgensen om lørdagen kunne fortælle politiken.dk:

- Man fandt aldrig noget på de indlagte, og de blev udskrevet dagen efter fuldstændig raske.

Lærte en ny ting

Per Østergaard fortæller, at svømmehallen var udlejet til idrætsforeningen, som selv havde livreddere med. Han kan ikke på nogen måde klandre idrætsforeningen for noget, men det gjorde, at han og hans personale »var bagud«, da alarmen gik:

- Det betød, at vi ikke havde overblik over, hvad der var sket i svømmehallen op til alarmeringen og først skulle have skabt overblikket. Det fik heldigvis ikke konsekvenser, men det viste i hvert fald, at der var et svagt punkt, og derfor vil hallen fremover selv stå for alt.

Han understreger, at håndteringen af alarmeringen kørte helt perfekt og det viste, at systemet fungerer. Samme konklusion kom Beredskabsstyrelsen til. Lynhurtigt fik svømmehallen også besøg af kommunens kemiingeniør, politiet og Arbejdstilsynet, ligesom leverandørerne af kloranlæg og fugtighedsmålere kom til stede for at undersøge teknikken.

Og ingen af undersøgelserne har kunnet finde fejl på anlæggene eller årsagen til at nogle af børnene kastede op.

Gode råd om kommunikationsplan

  • Lav en skriftlig kriseplan der kan dække alt fra klorudslip over brand og drukneulykker til madforgiftninger.
  • Der skal være afsnit som eks. fortæller hvordan klor håndteres, hvordan vandkvalitet måles etc. så det dokumenteres, at der er styr på tingene.
  • Planen skal fortælle hvem der skal orienteres (myndigheder, kommune, bestyrelse, medier, brugere etc.).
  • Planen skal omfatte koordinering af informationer og hvem der udtaler sig - og hvem der skal orienteres om, hvad der er meldt ud.
  • Der skal også efterfølgende meldes ud med en sammenhængene forklaring om hvad der skete og hvad der gøres fremover for at undgå lignende.

Sker der noget i dit svømmebad er der klogt også at kontakte Dansk Svømmebadsteknisk Forening, så sagen håndteres bedst muligt over for offentlighed, myndigheder og medier.

Du er også velkommen til at få hjælp med udarbejdelse af en kriseplan, så du er bedst muligt forberedt.

Skrevet af Administrator