Dét var udgangspunktet i Hovedgård i Horsens Kommune: Borgerne i mellembyen med 2.214 indbyggere frygtede, at svømmesalen på skolen og friluftsbadet ville blive lukket på grund af nedslidning, og de fik dels arrangeret et besøg på bassinkanten i forbindelse med et vælgermøde på skolen, dels gik de i aktion på sociale medier for at samle underskrifter ind:
- Vi har et stort opland med fem landsbyer og vi fandt hurtigt ud af, at især mange ældre ikke var på de sociale medier. Så vi fik samlet omkring 40 frivillige der stemte dørklokker, fortæller Rikke Pijnenburg fra Hovedgård Svømmeklub, hvis 250 medlemmer er blandt brugerne.
Hun slår på, at svømmesalen og friluftsbadet er vigtig for sammenholdet i byen og det er også én af den slags tilbud, som kan være med til at flere vælger at flytte til byen. Hun bemærker, at Hovedgård er én af de ti hurtigst voksende mellembyer i Danmark og bademulighederne og musikskolen er to vigtige kort til at trække børnefamilier til.
Indsatsen gav 1.969 underskrifter for at bevare svømmemulighederne, og underskrifterne blev overrakt den socialdemokratiske borgmester Peter Sørensen efter kommunalvalget.
Tre grund til mistet tillid
Debatten om de nedslidte svømmefaciliteter har står på i flere år og tidligere er det undersøgt, hvad en renovering ville koste. Rikke Pijnenburg siger, at prisen var 10-12 millioner kroner og i budgetforliget for 2018 er renoveringen omtalt således: »... mulighederne for renovering af Hovedgård svømmehal og friluftsbad skal undersøges og et evt. renoveringsprojekt skal indtænkes i investeringsplanlægningen 2019-2022«.
Rikke Pijnenburg fortæller, at når der opstod tvivl om politikernes vilje, skyldes det tre ting:
- Teksten i budgetforliget er usikker. Vi vidste ikke hvad vej vinden blæste og vi føler ikke, vi var blevet involveret, siger hun.
Borgmester: Fortsat vand i bassinet
På vælgermødet var der bred tilslutning fra politikerne til at der fortsat skal være mulighed for at svømme i Hovedgård.
Borgmester Peter Sørensen siger til svommebad.dk, at han synes, kommunen har informeret meget om planerne, og han opfatter ikke de 1.969 underskrifter som en mistillid til politikerne, men som et lokalt engagement:
- Der vil fortsat være vand i bassinerne, lover han, og tilføjer, at vurderingen af renoveringen er nogle år gammel og der sker hele tiden en udvikling af teknologien. Derfor skal der foretages en opdateret undersøgelse af renoveringen, han venter i dag ligger mellem 10 og 15 millioner kroner.
Ændres til selvejende?
Socialdemokraten Andreas Boesen sagde på vælgermødet ifølge Horsens Folkeblad, at anlægsloftet gør, at renoveringen først kan ske i 2019 – skal den foregå i 2018, skal svømmesal og friluftsbad ændres til selvejende institutioner.
Borgmesteren siger, at valget står mellem enten at renovere i kommunalt regi eller som en selvejende institution:
- Vi skal deponere penge, hvis det er en selvejende institution, så der er ingen særlig økonomisk fordel – men en selvejende vil give større lokalt engagement, og ved siden af ligger en selvejende idrætshal, så vi tænker, der må være synergi. Men vi har ikke taget endelig stilling.
I Hovedgård er der glæde over, at indsatsen i hvert fald har ført til én vigtig ting:
- Vi er i hvert fald i fin dialog nu! erklærer Rikke Pijnenburg .
I debatten indgik også et kendt tema: Små områder er på vagt over for om kommunens hovedby får for mange fordele i forhold til de mindre bysamfund – og dermed handler det også om små byers mulighed for at overleve.
Svømmebadet var et stort tema i den kommunale valgkamp i mindst 30 af landets 98 kommuner, har svommebadet.dk fortalt om i november.
Erling Madsen
Billedtekst – Hovedgaard/
Borgmester Peter Sørensen fik 1.969 underskrifter fra indbyggerne i Hovedgård og omegn, som vil bevare muligheden for at svømme. Tv. Kirsten Middelbo, Hovedgård Borgerforening, og th. Rikke Pijnenburg fra Hovedgård Svømmeklub.