Lokale- og Anlægsfonden: Skurk eller fornyer?



Dilemma i mange kommuner, som mangler penge - og dem har Lokale- og Anlægsfonden nogle af, men det kræver nytænkning af få del i dem.

Ind i mellem dukker der kritik op – senest i forbindelse med den planlagte renovering af svømmehallen i Rønne, hvor svømmeklubben og kajakklubben frygter, det vil gå ud over antallet af baner.

Renoveringen koster Rønne Kommune 30 millioner – og Lokale- og Anlægsfonden vil gerne bidrage med de 10 millioner. Et tilbud, det kan være svært at sige nej til i en tid, hvor kommunerne ikke svømmer i penge.

Lokale- og Anlægsfonden er oprettet for ikke at støtte traditionelt idrætsbyggeri – eller som fonden selv skriver: »Der stilles krav om faciliteter af en arkitektonisk og funktionel kvalitet, som kan inspirere udviklingen og skabe flere, bedre og nye muligheder for aktivitet.«

Konkret frygter svømmerne i Rønne at 3 af de 6 baner fjernes. Men fondens direktør Torben Frølich mener ikke, verden er sort-hvid og at det handler om både at tilgodese svømmeklubbers og andre gæsters behov:

- Vores projekter skal få flere mennesker i svømmehallerne. Vi kan se, at svømmehallerne taber publikum og mange er i risiko for at lukke på grund af nedslidning. Derfor skal vi tænke i at få fat i nye brugergrupper – og det får vi ikke ved alene at bevare de nuværende bassiner, siger han til www.svommebad.dk

Torben Frølich mener derfor, at alle interessenter har en interesse i at udvikle svømmehallerne. Og fonden har eksempelvis aftalt møde med Dansk Svømme Union for at drøfte mulighederne og aflive myter.

Desuden peger han på, at mens mange svømmehaller savner gæster, stiger antallet af besøgende i badeland:

- Dét, at have et 25 meter bassin er ikke nok - folk vil have andre oplevelser. Så vi er nødt til at tænke utraditionelt i løsninger, der ligger mellem det tivoliserede badeland og det monofunktionelle konkurrencebassin - men hvis man fra starten nedlægger veto mod ændringer, så får man ikke ret meget udvikling! siger han.

Torben Frølich siger om debatten på Bornholm, at der er mange spøgelser og at der endnu ikke er et konkret forslag. Det kommer først efter en dialog om behov og muligheder.

Fakta

Lokale- og Anlægsfonden blev skabt i 1994, hvor den socialdemokratisk ledede regering med Jytte Hilden som kulturminister tvang modtageren af tipsmidler (Danmarks Idrætsforbund, Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger, Dansk Firmaidrætsforbund og Dansk Ungdoms Fællesråd) til at skyde 140 millioner kroner ind i fonden. Den modtager årligt cirka 80 millioner kroner fra Tipsmidlerne.

Skrevet af Administrator