Mors: Skærer ned på svømmeundervisningen



800.000 kroner vil Morsø Kommune spare på skolesvømningen, og derfor er det besluttet at reducere lejen af svømmehallen hos ferieparken Jesperhus fra 2 millioner kroner om året til 1,2 millioner kroner, skriver nordjyske.dk.

Hvad konsekvenserne bliver er ikke afklaret: Først skal politikerne godkende besparelsen, og så skal der forhandles med Jesperhus om, hvad der kan fås for det reducerede beløb.

Lauge Larsen (S) er formand for børne- og kulturudvalget i Morsø Kommune, og han siger til nordjyske.dk, at han prioriterer svømmeundervisningen højt:

- Det ville være mærkeligt andet i betragtning af, at vi bor på en ø. Vi vil gerne beholde svømmeundervisningen på Mors i stedet for at sende børnene til svømmehallerne i Snedsted eller Durup. Det ville være fjollet, når vi har en svømmehal, der er lukket i vinterhalvåret.

Skrevet af Administrator