Morten Grønborg på årsmødet: Forbrugerne ændrer mærkbart adfærd



Morten Grønborg på årsmødet:

Forbrugerne ændrer mærkbart adfærd

Det betyder, at svømmebadene også skal se på, hvilke krav kunderne stiller til tilbud og åbningstider – den teknologiske udvikling betyder også, at der kan være penge at spare på driften af bygningerne

Forbrugerne ændrer mærkbart adfærd på grund af teknologiske muligheder – og dét betyder også, at svømmebade skal tænke i andre baner:

- I fremtiden vil vi ikke sandsynligvis ikke slå os til tåls med at melde os til et hold: Vi vil selv være med til at forme dets indhold. Der sker en mentalitetsændring, siger chefredaktør Morten Grønborg.

Han står i spidsen for det internationale Scenario Magazine, som udgives af Instituttet for Fremtidsforskning, og han kigger på de forbrugerændringer, der også vil få indflydelse på svømmebade og deres medarbejdere og ledere.

»Fremtidens brugere og fremtidens behov« er titlen på hans indlæg på DSF’s og sportsfaciliteter.dk’s årsmøder torsdag 16. april klokken 9-10.

Morten Grønborg peger på, at fremtidens forbrugere vil have indflydelse og være medskabende. Som eksempler nævner han, at vi selv kan lave video, tekst og grafik på smartphonen og lægge det på sociale medier, ligesom vi selv kan skrive en blog og dermed publicere indhold uden en redaktion som mellemled.

Samtidig spiller andre ting ind; eksempelvis er vi ikke bundet af, at skulle købe ind inden kl. 17.30, fordi vi stort set døgnet rundt har adgang til butikker i den fysiske verden og på internettet. Derfor kan man forestille sig, at svømmebadene også skal se på, om deres åbningstider er fleksible nok.

Der sker for tiden også et skift i vores tv-vaner: Før så vi programmerne på de tidspunkter, hvor tv-stationerne sendte dem: Nu vælger flere og flere at se programmerne på andre tidspunkter eller at streame film og tv-serier fra internettet på de tidspunkter, der passer dem.

Derfor mener Morten Grønborg, at vi vil tage det bedste fra den fysiske verden og det bedste fra internettets digitale verden og smelte det sammen.

- Vi vil i langt højere grad ikke være passive, men deltage – eksempelvis ved selv at 3D-printe de ting, vi skal bruge, mener Morten Grønborg.

Samtidig sker der også en udvikling i befolkningsgrupperne, som han mener vil komme til at præge billedet:

  1. Flere og flere kvinder vil få indflydelse og bestemme.
  2. Der kommer flere og flere singler.
  3. Der bliver flere og flere ældre.

Vi vil via smartphonen konstant havde adgang til alle de informationer og det indhold, vi har brug for her og nu. Vi er på stort set døgnet rundt. Og vi er vant til at være i fokus.

Ydermere vil flere og flere produkter få egen ip-adresse, så de kan gå på internettet og styres fra smartphone, tablet og tv. Hér mener Morten Grønborg også, at svømmebadene kan hente økonomiske fordele ved den teknologiske udvikling:

- Man skal tænke teknikken ind i bygningerne: De mange data, der kan samles, kan gøre det mere effektivt at drive bygningerne.

Læs mere om Årsmøde og SportsFair 2015 her

 

Erling Madsen

 

Billedtekst/

Chefredaktør Morten Grønborg fra Instituttet for Fremtidsforskning mener, at fremtidens forbrugere vil have indflydelse og tager det bedste fra den fysiske verden og det bedste fra internettets digitale verden og smelter det sammen.

 

 

 

 

 

 

Skrevet af Administrator