Nu må også badelande åbne



Af Anita Leth Jensen, Danske Svømmebade 

 

Folketingets partier, med undtagelse af Nye Borgerlige, har indgået en aftale om næste fase af genåbningen af Danmark. Aftalen sikrer en yderligere genåbning fra fredag den 21. maj. Det betyder blandt andet, at badelande igen kan åbne.

Men det er ikke de eneste gode nyheder i nattens politiske aftale. Genåbningen omfatter også, at alle resterende idræts-, fritids- og foreningsaktiviteter genåbner med krav om coronapas, ligesom saunaer, dampbade mv.  også genåbnes.

Coronapas

Den politiske aftale lægger også op til en lempelse af kontrollen af coronapas, hvor kontrollen i regi af frivillige foreninger kan udføres ved én daglig stikprøvekontrol af alle tilstedeværende personer.

Ansvaret for gennemførelsen af den daglige stikprøvekontrol placeres hos den, der har rådighed over lokalet. Kontrollen vil efter aftale kunne varetages af andre blandt andet foreningen eller kommunen.

Forsamlingsforbud

Partierne er desuden enige om, at planen for udfasning af det lille forsamlingsforbud, der fremgår af aftalen af 15. april 2021, fortsat følges.

Det betyder, at fra d. 21. maj hæves det indendørs forsamlingsforbud fra 25 personer til 50 personer, og det udendørs forsamlingsforbud hæves fra 75 personer til 100 personer.

Det er fortsat arealkravet, der bestemmer, hvor mange gæster, du må lukke ind i svømmebadet. Det samlede personantal i svømmebadet beregnes ud fra et krav om 4 m2 gulvareal per gæst eller 4 m2 vandoverflade per badegæst.

Afventer endelige retningslinjer
Den politiske aftale skal i de kommende dage omskrives til specifikke retningslinjer for idræts- og fritidssektoren.


Vi sender de endelige retningslinjer ud, så snart vi har dem.   

Du finder den politiske aftale her.

Skrevet af Maj-Britt Marschall