Ny teknik giver store besparelser



Ni ud af 10 danske svømmeanlæg kan opnå attraktive besparelser på energiforbruget med en ny teknik til returskylning af sandfiltrene.

Af: Jan B. Jensen

Det anslår chefrådgiver Henning Hammerich fra Rambøll.

Uden at sætte kroner og ører på den konkrete besparelse, er han ikke i tvivl om, at den nye teknologi med rensning og genanvendelse af returskyllevand på Lalandia vil kunne gøre en forskel andre steder.

- Op mod 95 pct. af de danske svømmeanlæg har tryksandfiltre og vil kunne opnå en besparelse. På Lalandia er der tale om en mio. kr. om året. Hvad det kan blive andre steder, afhænger af det enkelte anlæg, men jeg er sikker på, at man de fleste steder vil kunne opnå en meget hurtig tilbagebetalingstid på investeringen, siger Henning Hammerich.

At kopiere Lalandia-modellen med både tromlefilter, membranfiltrering og anlæg til returskyllevandet kan være vanskeligt i eksisterende anlæg på grund af de fysiske krav til installationen af tromlefiltret. Derimod ser Henning Hammerich langt større muligheder i et anlæg til returskyllevandet.

- Selv om man ikke har et tromlefilter, er det vigtigt at få returskyllet sine filtre. Når kommuner skal spare, kan det ramme vandbehandlingen. Ved at skubbe intervallerne mellem skylningerne kan man opnå en besparelse. Til gengæld er det en ond cirkel at komme ind i, som i sidste ende kun vil forværre vandkvaliteten. Får man derimod skyllet filtrene dagligt, får man både en besparelse og en bedre vandkvalitet – og dermed er teknikken en stor gevinst, siger Henning Hammerich.

Skrevet af Administrator