Foto: Lalandia
Af Casper Holm, Danske Svømmebade
Næstved Svømmehal
Næstved Kommune har planer om at anlægge nye vand- og svømmefaciliteter, der efter planen slår dørene op til en forbedret svømmeoplevelse i sensommeren 2024. De 5500 m² topmoderne og fremtidssikrede svømmefaciliteter har fokus på funktionalitet og fleksibilitet, så bygningen kan rumme fritids-, undervisnings- og konkurrencebrug samtidig. Det kan lade sig gøre, fordi de forskellige bassinrum kan samles og adskilles. Det giver mulighed for at holde en børnebegejstret fødselsdag i morskabsbassinet, en fokuseret genoptræning i varmtvandsbassinet og et afgørende elitestævne i sportsbassinet, uden at de forskellige gæster forstyrrer hinanden. Byrådet har afsat 222 mio. kroner til projektet.
Silkeborg Svømmecenter
Byrådet i Silkeborg Kommune har godkendt et anlægstilskud på 50 millioner kr. til en ny svømmehal i Danmarks Outdoor Hovedstad. Samtidig garanterer kommunen for et lån på op til 155 millioner kr. til den selvejende institution, som står for at opføre og drive det nye svømmecenter. Der er tale om et 6.700 kvm stort svømmecenter med bassiner og faciliteter til både motionister og vandsportsudøvere, den legende badegæst, wellness-gæsten samt genoptræneren og brugere med handicap. Et integreret hold med Sweco og Sweco Architects vandt udbuddet i 2021. Første spadestik bliver efter planen taget i 2. kvartal 2022.
Slagelse Svømmehal
Slagelse og Korsør Svømmehal gennemgår frem til 2025 en større ombygning og renovering. Byrådet har således afsat over 160 mio. kr. til begge svømmehaller, og næste skridt er opførelse af en ny tilbygning ved Slagelse Svømmehal, som skal rumme et kommende 50 meter bassin. Slagelse Kommune underskrev i sommeren 2021 kontrakt med et integreret Sweco-team, som skal stå for den tekniske rådgivning og bistand omkring opførelse af 50 meter bassinet. Svømmehalsprojektet er pr. 21. april 2022 udsat, da kommunens budget for 2022 skal genåbnes.
Svømmecenter Vesthimmerland
Et af de største anlægsprojekter i Vesthimmerlands Kommunes historie er i fuld gang i form af det nye Svømmecenter Vesthimmerland. Sømmecenteret opføres med arkitektoniske udtryk i den lokale ånd med inspiration fra kunstneren Per Kirkeby, der siden slutningen af 1970’erne har haft stor indflydelse på udformningen af Aars by. Det kommende byggeri bliver på 2638 kvadratmeter i grundplan og skal blandt andet indeholde et 50 meter langt bassin og et separat udspringsbassin. Budgettet lyder på 103 mio. kroner og forventes afsluttet i slutningen af 2023.
Lalandia Søndervig
Parken Sport & Entertainment er i fuld gang med at anlægge Lalandia nr. 3 i Søndervig. Parken kommer til at indeholde et af Nordens største badelande på cirka 10.-12.000 kvm. Det er planlagt udformet som identiteten af Ringkøbing Fjord lagt under tag. Badelandet vil indeholde lokale enemærker i forenelighed med den omkringliggende natur. Lyngvig Fyr i kopiform vil være rutsjebanernes omdrejningspunkt og Ringkøbing Fjords udformning inddrages i form af strømkanaler ved udløbet af Skjern enge. Byggeriet af centerfaciliteterne blev påbegyndt i 2019 med en samlet anlægssum på omkring 1 mia. kroner. Lalandia i Søndervig åbner efter planen den 9. juni 2022.