Roskilde Badene: Ny aftale sikrer ro omkring fejlramt byggeproces



Byggeriet af en ny svømmehal i Roskilde blev tidligere på året forsinket med flere måneder. Nu har Roskilde Kommune og den ansvarlige entreprenør underskrevet en aftale, der sikrer ro i forhold til den fremtidige tidsplan.

Af Casper Holm

I foråret blev byggeriet af en ny svømmehal til Roskilde Badene forsinket, da man valgte at kassere alle facadeelementer på grund af fejl i konstruktionen. 

Det er firmaet Svend Aage Christiansen (SAAC), der står med storenterprisen, og de påtog sig i forbindelse med fejlen det fulde ansvar.

Den endelige levering blev på det tidspunkt fremrykket tre måneder, men nu har Roskilde Kommune og SAAC underskrevet en aftale, der betyder, at de to parter begge må til lommerne.

Det meddeler Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

- Aftalen giver fornyet tro på, at byggeriet nu kommer til at skride fremad efter planen. Det er vigtigt at huske på, at byggeriet er sat i gang på grund af et behov for væsentlig mere svømmehalsplads i kommunen, udtaler formand for kultur- og idrætsudvalget Claus Larsen i pressemeddelelsen. 

Aftalen betyder, at SAAC betaler 2.4 millioner kroner eks. moms for de kasserede betonelementer til Roskilde Kommune, mens kommunen selv betaler omkring 13 millioner kroner eks. moms som afregning for alle krav relateret til den forlængede byggeperiode.

Det giver en merudgift på knap 11 millioner kroner til Roskilde Kommune, som dog har fået tilføjet en sanktionsgivende arbejdstidsplan. Den giver kommunen mulighed for at udskrive dagbøder, hvis entreprenørerne ikke overholder tidsplanen.

Som følge af aftalen skal svømmehallen afleveres i juni 2020. Hertil skal der lægges cirka to måneder til klargøring. Det betyder, at det nye svømmebad forhåbentlig kan tage imod de første gæster i august 2020.

Skrevet af Administrator