Så er der gode råd om vinterbadning



Rådet for Større Badesikkerhed lancerer nogle klare baderåd, fordi interessen for vinterbadning er stigende hos danskerne.

- Vi får jævnligt spørgsmål om gode råd til vinterbadning. Så derfor lancerer vi nu nogle få, klare baderåd i lighed med dem, vi har udformet for badning generelt, siger Sven Hedegaard, som er formand for Rådet for Større Badesikkerhed, som DSF er medlem af.

Omkring 55.000 danskere er vinterbadere, og landets 93 klubber, som har 26.250 af dem som medlemmer, har især de sidste fem år mærket stigende interesse. Der er derfor ventelister i rigtig mange klubber og flere nye klubber er kommet til.

Det er alle aldersklasser, som bader, og vinterbaderne bliver yngre og yngre, når de begynder. Erfaringen viser, at mange starter med at prøve vinterbadning for sig selv, og der er derfor brug for vejledning – og tidspunktet er valgt, fordi netop nu starter badesæsonen for vinterbaderne:

- Vi har valgt at give fire råd før du går i vandet og fire råd om når du er i vandet. Derudover har vi lavet en uddybende forklaring, samt en vejledning til foreningerne om hvordan de bør forholde sig til bl.a. sikkerheden, fortæller Sven Hedegaard.

Før du går i vandet

  1. Bad aldrig alene
  2. Tjek badeforhold og kend redningsudstyret
  3. Pas på is på trappe og bro
  4. Sænk kroppen roligt i vandet.

Når du er i vandet

  1. Træk vejret roligt
  2. Hold øje med hinanden
  3. Hold dig tæt ved trappe eller opgang
  4. Svøm aldrig under isen.

Rådene om at gå roligt i vandet uden hovedspring, mens der er fokus på vejrtrækningen, er råd, der er udsprunget af forsøg på Bispebjerg Hospital:

- Det gælder om at gå stille og roligt hen til vandet samtidig med at vejret trækkes roligt, så man ikke hyperventilerer, når man kommer ned i vandet, siger overlæge og vinterbader Bo Belhage.

Hans undersøgelser har vist, at er man ikke forberedt på det kolde vand, kan man risikere at hyperventilere, og så er der risiko for at besvime og drukne. Han anbefaler derfor også, at nye vinterbadere starter i august og langsomt vænner kroppen til at vandet bliver koldere.

Undersøgelser viser, at vinterbadere styrker immunforsvaret og generelt er mindre syge end andre mennesker; uden at det dog endnu er bevist, at det alene skyldes vinterbadningen.

Det ligger også fast, at mødet med det kolde vand udskiller en stribe hormoner i hjernen, som man også kender det fra eksempelvis løb. Og resultatet er, at man kan føle sig lidt høj og få øget velbefindende.

Skrevet af Administrator