Seksualforbrydere kan få forbud mod at opholde sig i svømmehaller


En ny lov om tidligere seksualdømte træder i kraft pr. 1. januar 2020

Et flertal i Folketinget har vedtaget et lovforslag, der betyder, at dømte seksualforbrydere pr. 1. januar 2020 kan få forbud mod at opholde sig på steder med børn, blandt andet i svømmehaller, idrætshaller, legepladser eller parker.

Af Anita Leth Jensen, Dansk Svømmebadsteknisk Forening


Den nye lov er et værktøj, politiet har fået for at styrke indsatsen mod dømte seksualforbrydere. Hidtil har der kun har været forbud mod at opholde sig i nærheden af gerningsstedet, men lovændringerne betyder blandt andet, at politiet nu kan videregive oplysninger om den dømtes identitet. 

Loven i praksis
Med den nye lov kan politiet, i de tilfælde de skønner det nødvendigt, videregive oplysninger om en tidligere dømt seksualforbryder til lederen eller ejeren af et svømmeanlæg.


Det drejer sig om oplysninger om den dømtes identitet samt forbuddets varighed.

Oplysningerne er belagt med tavshedspligt og må ikke deles med andre end bestemte nøglemedarbejdere, som eksempelvis bademesteren eller lederen af receptionen, der skal kunne genkende den dømte.

Det er strafbart at dele oplysningerne med andre, hvilket man skriver under på, når man modtager dem.

Samarbejde og dialog med politiet
Dansk Svømmebadsteknisk Forening har været i tæt dialog med Justitsministeriet for at få afklaret, hvordan vi i svømmehallerne skal forholde os til lovgivningen.


Med den nye lov får svømmehallerne adgang til oplysninger om tidligere dømte seksualforbrydere, og det stiller store krav til, hvordan svømmehallerne håndterer oplysningerne, fortæller formand for Dansk Svømmebadsteknisk Forening, Lars Norring.

- Den nye lovændring kræver, at man har en grundig dialog med politiet om, hvordan man håndterer så personfølsomme oplysninger, så man agerer inden for lovens rammer. Det er ikke meningen, at hele personalegruppen skal have adgang til oplysningerne eller, at de skal offentliggøres udenfor lederens kontor.

Personalet skal ikke agere politi
Hvis en tidligere dømt møder op i svømmehallen, overtræder vedkommende loven, og politiet skal altid tilkaldes. Det er aldrig personalets ansvar at bortvise eller gå i dialog med personen.


Idet oplysningerne kun må deles med ganske få personer, vil der være tilfælde, hvor en tidligere dømt person kan gå ubemærket ind i svømmehallen, da personalet i billetsalget ikke ved, at personen har forbud.

- Det er ikke meningen, at ungarbejdere eller livreddere skal have oplysningerne, og da der vil være svømmehaller, hvor der ikke er en leder til stede i hele åbningstiden, vil der være tidspunkter, hvor den dømte kan overtræde sit forbud uden at blive opdaget. Det er de retningslinjer, vi arbejder under, slutter Lars Norring.

Når loven træder i kraft pr. 1. januar 2020, vil politiet samtidig udgive en vejledning til, hvordan personalet skal håndtere og dele oplysninger.   

Skrevet af Administrator