Friluftsbadet ved Svømmecenter Nordvest i Silkeborg nærmer sig sæsonlukningen – men går det som Silkeborgs Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalg planlægger, bliver det også punktum for den sidste sæson.
Nordvestbadet, som friluftsbadet heder, blev indviet 4. juli 1970, og i en artikel i Midtjyllands Avis om badets historie, foreslår arkivar Peter Mouritsen fra Silkeborg Arkiv, at der bør ses på muligheden for at tage en gammel idé om Nordøstbadet op.
Forurening i Silkeborg Langsø lukkede en søbadeanstalt i 1959 og fluks kom planerne om et moderne friluftsbad; planer som det altså tog 11 år at realisere. Skolesvømning, fremme af konkurrencesvømning og udspring, samt et rekreativt område var de 3 hovedargumenter.
I et oplæg fra 1963 blev der lanceret ideen om, at når nu navnet blev Nordvestbadet, så kunne det passende senere følges op af et friluftsbad i byens anden side, Nordøstbadet.
Peter Mouritsen konkluderer: »Går det som foreslået af Kultur-, Fritids- og Idrætsudvalget, så lukker friluftsbadet efter 45 sæsoner, og en lomme af fritidslivet i Silkeborg forsvinder.«
Og han slutter artikel således: »Tiden vil vise, om lukningen af Nordvestbadet om ti år vil give anledning til åbningen af det tidligere omtalte Nordøstbad. Idéen er hermed givet videre.«