Skal der lægges mere tryk på ordet teknisk i Dansk Svømmebadsteknisk Forening?



Det mener Henning Holm fra Sydthy Kur- og Svømmebad, som derfor på tirsdagens generalforsamling i DSF fremsatte et forslag om, at der skal nedsættes en arbejdsgruppe, som skal indsamle erfaringer om tekniske installationer i svømmebade.

Han supplerede på mødet på Hotel Scandic i Kolding med et forslag om, at der også indkaldes til et temamøde om hvilken retning, DSF skal gå. 

Alle 30 afgivne stemmer støttede forslag, som til gengæld gav lidt mere debat, da konsekvenserne af det senere dukkede op under punktet Budget.

Vi skal undgå at gentage fejl

Henning Holm begrundede sit forslag med, at en arbejdsgruppe kan modvirke fejl i forbindelse med renovering og nybyggeri: 

Det ærgrer mig, at jeg ser fejl på svømmebade. Rådgiverne bortforklarer og vi ser fejlene andre steder. Det er utroligt vigtigt, at den viden, der er samlet op, kommer videre. 

100.000 ekstra sat af

Henning Holm ville ikke sætte beløb på omkostningerne til en arbejdsgruppe og et temamøde, men anførte, at det måtte bestyrelsen klare. 

Det kom han imidlertid til under punktet Budget 2017, hvor han efter lidt debat frem og tilbage mente, at det eksisterende beløb på 200.000 kroner til projekter burde forøges i første omgang med 100.000 kroner og mere de følgende år. 

Dermed kom han med et ændringsforslag, som Bestyrelsen mødte med et andet ændringsforslag: I stedet skal kontingentet stige med 500 kroner.

Lone Madsen, Tønder Sport- & Fritidscenter kom dog med yderligere et ændringsforslag: De 50.000 kroner tages fra AquaPunkt og de andre 50.000 kroner finder bestyrelsen.

Dette forslag blev vedtaget med 25 stemmer for, 3 imod og 3 blanke. 

Du kan læse mere om generalforsamlingen i næste nummer af magasinet Svømmebadet.

Link til Regnskab og budget

 

Erling Madsen

 

 

 

Billedtekst/

Alle 30 afgivne stemmer støttede forslaget om en arbejdsgruppe for teknik - og et ændringsforslag til Budgettet som en konsekvens blev støttet af 25, mens 3 var imod. (Foto: Erling Madsen).

 

Skrevet af Administrator