Skal svømmehaller nødvendigvis være anderledes for at skabe liv?



I Rønne er kommunen, svømmebadet og svømmeklubben ikke enige om en renovering til 30 millioner kroner - så den kan blive droppet

Skal svømmehaller nødvendigvis være anderledes? Gør økonomisk smalhals for kommunerne det nødvendigt at sluge kameler for at få tilskud? Er det pengene eller brugerne, som skal bestemme?

Det er nogle af de spørgsmål, som dukker op flere steder i landet for tiden. Også på DSF’s Årsmøde i april – og gennem mange måneder i Rønne på Bornholm.

Kommunen vil renoverede den selvejende institutions svømmehal for 30 millioner kroner – og kan få de 10 millioner fra Lokale og Anlægsfonden, som imidlertid ikke støtter traditionelle svømmehaller.

- Svømmehallen er ikke særlig selvejende, for den er økonomisk i lommen på kommunen i et og alt. Den har altid haft svært ved at generere overskud. Kommunen ønsker at overtage den, men det ønsker Bestyrelsen ikke, fortæller Peter Møller Nielsen, der er formand for svømmeafdelingen i Rønne IK, til www.svommebad.dk

Der er således usikkerhed om, hvad der vil ske – men til DR P4 Bornholm siger formanden for fritids-, kultur- og forebyggelsesudvalget Bjarne Kristiansen, at han regner med snart at gå i et konkret samarbejde med Lokale- og Anlægsfonden – men han er klar over, at uenigheden kan gøre, at det ikke bliver til noget.

Peter Møller Nielsen frygter, at når Lokale- og Anlægsfonden taler om »en fremtidssikret svømmehal«, så betyder det, at der – som andre steder i landet – reduceres fra 6 baner til 3 baner eller laves ovale bassiner:

- Fonden har et projekt der hedder »Nyt liv i gamle svømmehaller« - vi har en gammel svømmehal, men den trænger ikke til nyt liv: Vi har 400 medlemmer og der er aktiviteter fra klokken 6 morgen til 21 om aftenen, siger han.

Han har sidste sommer været med kommunen på en inspirationstur til Hörby i Sverige, Vestbadet i Brøndby og DGI-Byen i København, men det mener han ikke giver anledning til at ændre radikalt i Rønne. Tværtimod.

Skrevet af Administrator