Jane Kruse fortalte meget passioneret om solceller, og hendes indlæg var propfyldt med sjove facts, så det er bestemt anbefalelsesværdigt lige at finde hendes plancher på hjemmesiden. Der var meget nyt under solen i Janes oplæg, hvor hovedpointen var, at vi ikke er i en energikrise, men i en omstillingsproces, hvor det er nødvendigt for menneskeheden at benytte vedvarende energiformer som sol, vind, vand, biomasse og så selvfølgelig energibesparelser for at sikre vores egen overlevelse på jorden.
Vi er allerede langt, idet europæerne er dem, der sætter suverænt flest solceller op (Tyskland har været meget langt fremme, men de sidste par år er også italienerne kommet godt med idet 33% af alle verdens solceller i 2011 blev sat op i Italien!).
I 2011 blev der omsat solceller for 142 milliarder kroner – det er altså en kæmpe industri. Solceller er i øvrigt ikke en ny opfindelse – det er over 40 år siden de blev opfundet i forbindelse med rumfartsindustrien, men de har bare ikke været så anvendt i Skandinavien før nu.
Der findes flere forskellige slags solceller, hvor de krystallinske er de mest almindelige. De fås både i monokrystallinsk (de sorte) og i polykrystallinsk (mere blålig farve). På 1 m2 kan den type solceller normalt udnytte solens energi med 16-18 %. Derudover er flere slags fleksible solceller på eksperimentalstadiet – de er på vej, men er endnu ikke effektive nok til at blive fremstillet kommercielt.
Der er mere end 6000 forskellige slags celler på det tyske marked, men Jane Kruse anbefaler, at man aldrig køber solceller hvor det ikke fremgår hvor og af hvem de er produceret.
Fra den 4. juni 2010 må offentlige og selvejende institutioner sætte 6 kW op pr. 100 m2 opvarmet areal – så må måleren køre baglæns.
Der er også indført forenklet afregning for virksomheder, så der ingen begrænsninger er for anlægsstørrelse. I gruppe 4 kan man så sælge sin overproduktion til elnettet til en lav pris de første 10 år, hvorefter prisen firdobles. Placerer man sig i gruppe 5 laver man ingen afregning med elnettet, men beholder selv sin produktion.
Skal man så sætte solceller op nu, eller skal man vente til de bliver endnu mere effektive og endnu billigere? Janes svar er helt klart: sæt solcelleanlæg op nu: tilbagebetalingstiden er 7-9 år og lige nu er det i høj grad købers marked, fordi der er så mange aktører.