Landet over lægger masser af svømmehaller vand til sommerferieaktiviteter – og det er også et godt sted at se konsekvenserne af de mange nedskæringer på skolesvømningen de senere år:
- Da jeg startede for 4 år siden kunne de fleste børn svømme – nu ser jeg flere og flere, som er dårlige svømmere, konstaterer livredder Kent Nielsen fra Hillerød Svømmehal.
Svømmehallen indgår i FrederiksborgCentret i Hillerød, som i mandags og til på fredag har sommerferieaktiviteten »Sjov og aktiv sommerferie« for skolebørn.
Får lyst til at lære at svømme
Hillerød Kommune er én af de kommuner, som har sparet skolesvømningen væk – og ifølge Kent Nielsen er det ærgerligt, for der skal så lidt til:
- Det går lynhurtigt med at lære børnene fortrolighed med vand, siger han, og kan se, at bare i løbet af denne sommerferieuge plejer flere af de dårlige svømmere at klare sig bedre i vandet.
Omkring 120 børn er med i arrangementet, og Kent Nielsen peger på, at noget af det mest motiverende for de, der ikke har lært at svømme endnu, er, at der er børn med, som kan svømme:
- Børn ser derfor mulighederne ved at kunne svømme. De er måske ikke inspireret hjemmefra til at lære at svømme ordentligt, men nu kan de se, kammeraterne har det sjovt i vandet, siger han.
Dét giver dem lyst til efterfølgende at lære at svømme.
En uge med masser af aktivitet
»Sjov og aktiv sommerferie« er for børn i alderen 7 til 14 år, og i ugens løb prøver de svømmehallen – inklusiv en aften med aquadisco og efterfølgende overnatning – der er bueskydning, bordtennis, basketball, parkour, crossfit og kunstsession inden fredagen byder på afslutning med forældrene.
Og så er det naturligvis et sted med masser af nye kammerater. For børnene er det en mulighed for at prøve idrætsgrene, de ikke har prøvet før – og for idrætsgrenene er det en måde at få nye medlemmer på, fordi nogle opdager, de har talent for eller interesse i noget, de ikke vidste.
Sjovt at være med til at arrangere
Svømmehallens leder Leila Rask Alsing har brugt et år på planlægningen og har 9 unge hjælpere, der efterfølgende får et bevis på de 40 timers frivillige arbejde; et bevis, der kan bruges hvis de søger uddannelse under Kvote 2.
Kent Nielsen arbejder til daglig som livredder i Hillerød Svømmehal, og han synes sommerferieugen er en sjov afveksling – og det er også et godt eksempel på spændvidden i en livredders job:
- Vi er med i planlægningen fra »første spadestik« og jeg har for eksempel bygget forhindringsbanen til parkour uden for, fortæller han.
Han synes det er sjovt at arbejde med så mange forskellige ting og se de mange glade børn – og så fremhæver han, at svømmehallen er et godt kort at have på hånden:
- Hvis det bliver rigtig dårligt vejr kan vi droppe udendørsaktiviteter og trække børnene ind i svømmehallen. Så vil de stadig have en god oplevelse – var de derimod i eksempelvis håndboldcamp, som måtte opgives på grund af dårligt vejr, så ville det have været en dårlig oplevelse for dem.
Erling Madsen
Billedtekst – Sjov_og_aktiv/
»Sjov og aktiv sommerferie« - et populært tilbud i Hillerød. Men det er også et sted, hvor livredderne kan se konsekvenserne af de manglende svømmeundervisning i skolerne. (Foto: Erling Madsen/ajour).