Sønderborg: Spreder skolesvømningen ud og får plads til flere



- I dag er det sådan, at vi har lavsæson fra påsken til efterårsferien, hvor vi fylder ud med kvindesvømning, etnisk svømning, AOF-svømning og så videre. Men for eksempel etniske kvinder kan ikke forstå, hvorfor de kun kan svømme halvdelen af året, siger halinspektør Jan Nicolaisen, Humlehøj-Hallerne til JydskeVestkysten.

Politikerne i Sønderborg vil lade skolerne afgøre, om de vil tilbyde svømmeundervisning over 2 vinterhalvår eller ét skoleår.

I dag ligger skolesvømningen i svømmehallerne i Humlehøj over 2 vinterhalvår fordelt på 20 uger fra efterårsferien til påske, men ved at fordele over et helt år, udnyttes ressourcerne ifølge Jan Nicolaisen bedre. Og det socialdemokratiske byrådsmedlem Jesper Kock er enig:

- Det vil give mere plads til offentligheden, pensionister og andre. Hvis man ellers generelt kan blive enig om det, mener jeg ikke, at en enkelt skole skal kunne blokere for en mere rationel drift, siger han til avisen.

Skrevet af Administrator