Badeanstalten Spanien tager gæsterne gennem historien



Imponerende er Badeanstalten Spanien fra 1933 i Århus – og endnu mere imponerende bliver den i ugen fra søndag 5. til søndag 12. november:

Så bliver der nemlig mulighed for tematisk at komme tilbage til 1930’ernes svømmehal og en tur rundt i forskellige kultures vandtraditioner under hovedtemaet Verdensbadene:

- Man kan eksempelvis prøve at blive skrubbet med træuld, som i 1930’erne, fortæller lederen Mikkel Bendixen til www.svommebad.dk.

2 andre dage er temaet Antikken, hvor der f.eks. er fokus på termiske bade, hvor gæsterne kan ligge og slænge sig. Østens Magi er et andet tema, som bl.a. indeholder saunagus. Nordiske Dage rummer bl.a. finsk sauna og det sidste tema er Tendenser i Tiden.

Sanseindtryk er én af de tendenser, vi ser i tiden, og derfor vil et omdrejningspunkt i ugens løb være, at lyd, lys og bevægelse indgår. Blandt andet benyttes mobile undervandshøjtalere fra Pro Partner:

- Vi er vant til at bruge lyd over vandet, men tænker ikke i lyd under vandet. Hvis man ikke har tænkt det ind fra starten og fået muret højtalerne ind, tror man ikke det er en mulighed, siger Mikkel Bendixen om det mobile anlæg, som spiller musik fra en smartphone eller ghettoblaster.

Fidusen ved at benytte musik under vandet er, at den fremmer motivationen via tempo, tone og associationer, og den kan også forbedre præstationsevnen via påvirkning af følelserne:

- Vi har eksempelvis brugt den til meditation, hvor der blev sendt stille musik ned under vandet. Det skaber en helt anden stemning, siger Mikkel Bendixen, og fremhæver, at når gæsterne stikker hovedet under vandet hører de en meget klar lyd.

Gæsterne skal udfordres og overraskes
Levende musik bl.a. med et kor, speed-foredrag og bevægelsesaktiviteter som Kaptajn Jespersens vandgymnastik, vandyoga og Qi Gong indgår i programmet. Ideen er, at gæsternes sanser skal udfordres og de skal udsættes for en mængde indtryk, de ikke havde ventet i en svømmehal:

- Det skal alt sammen være med til at starte en samtale mellem gæsterne bagefter, fortæller Mikkel Bendixen.

Og grunden til, at Spanien bliver omdannet i en uge? Århus er Europæisk Kulturhovedstad 2017, og i den forbindelse fandt medarbejderne i svømmebadet ud af, at de også gerne ville give deres bidrag – og derfor blev der sat fokus på badekultur. Et emne, som har eksisteret i flere tusinde år og som i allerhøjeste grad er oppe i tiden.

Og hvorfor svømmebadet hedder Spanien, vil nogle måske spørge? Det er opkaldt efter gaden, det ligger i – og så har det den meget berømte afdeling Grossererbadet: Fra åbningen i 1933 var det en afdeling for byens fine mænd –men faktisk var det en wellnessafdeling før begrebet blev opfundet!

Du kan læse programmet hér: http://www.aarhus.dk/sitecore/content/Subsites/ByensPuls2017/Home/EVENTS/Verdensbadene.aspx?sc_lang=da
Erling Madsen

Billedtekst – Mikkel_Bendixen/
- Gæsternes sanser skal udfordres og de skal udsættes for en mængde indtryk, de ikke havde ventet i en svømmehal: - Det skal alt sammen være med til at starte en samtale mellem gæsterne bagefter, fortæller Mikkel Bendixen. (Foto: Erling Madsen).

Skrevet af Administrator